Machu Pichu

Endelig kom dagen  vi have set frem til. Ved 5 tiden blev vi afhentet på hotellet af vores guide, Henry kaldte vi ham. Parvis havde vi tømt en rygsæk og pakket en fælles,  resten efterlod vi på hotellet. Jeg forlod min telefon, 4 dage uden forbindelse til omverden :'(
Efter at have samlet 2 unge danske piger op var holdet fuldtallig.
Vi kørte i 2-3 timer langt ud på landet hvor vores 9 bærere ventede.

Det var små seje lokale der løb op og ned af bjergstierne med 20-25 kg på ryggen. De bærer alt:  mad,telte for os,  spise telt, køkken telt, borde og stole og vores fælles rygsække.

Om morgenen når vi har spist æg,  brød og marmelade med kaffe eller te ( coca hvis vi ønsker det ) så begynder vi at gå, og de pakker lejren sammen. Så overhaler de os og går frem til frokost stedet og gør køkken og  spise telt klar og kokken laver en 2-3 retters menu.
Efter 1 time er vi afsted igen.
Så pakker de og overhaler os igen, går frem til sove stedet og rejser telte.
Når vi når frem er der te, brød og popcorn. Senere en ny 2-3 retters menu. Ren luksus.

Første dag var rimelig, lidt ned og så opad,  12 ikke specielt krævende km. undervejs var der hvile steder, hvor de lokale solgte den lokale Inca cola, en meget populær gul sodavand,  og andre vand. Og sidst på eftermiddagen, efter et par timers let regn, var vi fremme.

Enkelte steder undervejs var der check points hvor bærernes rygsæk blev vejet,  de må nemlig kun bære 25 kg.

2. dagen gik det bare opad og opad det meste af tiden. De 2 unge bar selv hele deres oppakning, her er en af dem, vi gamle kun regntøj, vand og snacks. Det var en hård tur.

Vi klarede đet. Efter 1200 m opstigning stod vi i turens højeste pas, 4200 m. Marianne H. havde  mave problemer, og guiden tog hendes hånd bagage på det sidste stykke.  Bagefter var der en lang stejl tur ned til lejren efter 13 km. Vi var der sidst på eftermiddagen .

3. dagen skulle være nemmere, men snydt. Den startede med et pas men ikke nær så højt og så gik det opad og nedad. Undervejs var der flere inka ruiner. Denne var et vigtigt knudepunkt hvor flere veje mødtes.
Læg mærke til den snoede front, det er en slange med hovedet yderst til højre. Slangen, kondoren og pumaen er hellige dyr der repræsenter de 3 zoner Amazonas, Andes bjergene og lavlandet.

Og så skal jeg ikke glemme de betagende bjerge, her med toppene skåret af af de mange skyer.

Dagen sluttede med en  monster flere 1000 trins lang nedstigning. Nogle trin meget store og et langt stykke vådt og glat.  Det gik meget hårdt ud over Karens knæ, og endnu en gang måtte guiden bære en rygsæk det sidste stykke. Vi var først fremme lige ved mørkets frembrud efter 15 km.

4. dagen var vi oppe ved 3 tiden og efter maden hen og stå i kø en god times tid, i bulder mørke, ved sidste check point for at blive lukket ind på stien.
Det gjaldt om at nå solporten inden solopgang, det nåede vi knap på den ellers ret gode sti, men de unge der løb i forvejen sagde der var dis over Machu Pichu. Netop som vi kom lettede disen lidt,  dækkede så byen igen, men efter kort tid blev det helt klart. Kun 1 ud af 10 dage ifølge guiden
Byen blev forladt i 1400 tallet af frygt for spanierne,  der dog aldrig fandt den. Byen blev dækket af krat, som det ses nederst til højre. Den blev fundet igen i starten af 1900 tallet og gravet fri.

Den er imponerende og ikke til at beskrive på denne blog. Men solporten og byen var det hele værd.
Der bliver passet på ruinerne, flere var i gang med tandbørster og træpinde for at rense.

Den vigtigste helligdom var kondor templet. Kondoren er forbindelsen til guderne og himlen. Den lyse trekant i gulvet er kroppen med udhugget hoved og de to lodrette og trekantede klipper er vingerne.  Med lidt god vilje giver det en kondor.

4 fantastiske og  uforglemmelige dage.

Vi er nu på vej til  Puno ved Titicaca søen.