Bolivia

Efter at vi var ankommet til La Paz i god behold havde vi et par dage til at se på byen.

Den er ikke min kop te,  kan jeg godt sige. Der er en lille moderne kerne,  men ellers er det en stor rode butik, en kæmpe landsby. Den ligger i en dal med kun en indfaldsvej, og er en kæmpe myretue vendt på hovedet.

Den er fuld af kontraster, moderne højhuse men med et el ledningsnet der ligner den ene spaghetti klump efter anden. Og i baggrunden klatrer husene op af bjergskråningen.

Tværs gennem byen går en stor gade og til begge sider går sidegaderne stejlt op. Selv om det ikke ses her er mange af gaderne næsten blokeret af biler hele tiden.

Den er fyldt af mærkelige detaljer som for eksempel, at de fleste skopudsere er maskeret, de vil ikke genkendes, på grund af at deres job regnes for noget af det laveste.

Og så er der hekse gaden, hvor der sælges alt mulig natur medicin og så tørrede lama fostre i alle stadier af udviklingen. Det regnes stadig i dag for lykkebringende at mure et sådant foster ind i soklen på et nyt hus.

Da vi efter 2 dage tog natbussen til Uyuni tog La Paz alligevel en flot afsked med os. Mens vi i solnedgangen kørte ud af byen, lå myretuen nede i  dalen og op af klippesiden, mens Ilimani bjerget stod i al sin pragt.

Vi skulle til Uyuni for at tage på en 3 dages tur ud i den store salt ørken, den er større end Sjælland. Det blev en tur på næsten 1000 km i en 4 hjuls trækker gennem salt, sand og klipper af grusveje eller slet ingen veje. Og den sidste dag måtte chaufføren reparere bilen nødtørftigt og køre uden servostyring.

Vores første stop var en lille landsby der levede  af saltet. Her bliver saltet tørret i en stor pande tilhøjre. Der fyres under den ude fra gennem huller i væggen.  Til venstre er en lille kværn der knuser saltet, og hvor der tilsættes jod. De laver også alt muligt turist gøgl af det tørre salt, der er meget hårdt.

Så gik turen ud i den uendelige hvide ørken. Vi stoppede ved nogle salt stakke for at vi kunne se hvordan det foregår,  når der graves salt.  Disse er dog grå og ikke hvide, fordi de er lavet til ære for turisterne, og har ligget i lang tid og blevet beskidte. Produktions stederne fik vi ikke lov at se.

Næste stop var det første hotel bygget af salt blokke,  vægge inventar og alt. Det lå ude midt i ørkenen men bruges ikke mere grundet manglende vand.

Vi stoppede midt i alt det hvide og spiste frokost.  Stregerne skyldes krystalliserings processen og den lille sorte prik kaldes et salt øje. For store områder af saltet er bare 10-15 cm tyk med vand under. Jeg mærkede det ved at stikke hånden med i hullet. Vandet var gammelt og lugtede røddent.

Første nat sov vi i noget, der lignede jeg ved ikke hvad, altså udefra. Inden i var der rigtig pænt, og alt var lavet af salt,  vægge,  bord, stole og senge. Gulvene var groft salt, og når der skulle gøres rent skiftede man bare saltet.

Næste dag gik turen op i bjergene,  næsten 5000 m, hvor vi besøgte en rækkes søer med flamingoer. Ved en af dem gik en flok pludselig på vingerne.

Ved eftermiddags tid stoppede vi ved Laguna Colorado, den farvede sø, der skulle vi overnatte. Vi havde nogle timer til at gå og nyde  flamingoerne og den flotte farve, der skyldes nogle røde organismer der hvirvles op fra bunden af vinden.
Dagen var blæsende, våd og kold. Tilmed sne en kort tid. Det var koldt for de bare knæ.

Sidste dagen startede med besøg i et gammelt vulkan krater.  Det så flot ud på afstand. På nærmere hold var der små kratere med boblende varmt mudder, kog hedt vand og damp der lugtede af svovl.

Tæt der på var et termisk bad med vand fra undergrunden. Ved nærmere eftersyn ses undertegnedes hoved i midten, de andre ville ikke med i.

Der var en masse andre ting, som det bliver for meget, at komme ind på. Men der var mange bjerge i flotte farver og nogle med sne på.
En lang flot og anstrenge tur var slut ved fire tiden.

Så endnu en gang natbus tilbage til La Paz, 13 timer. Fremme ved 9 tiden skulle vi vente 6 timer på vores direkte, 12 timers bus til Arequipa. Jeg startede med at veksle vores voucher til billetter,  blot for at få at vide, at vores bus var aflyst, fordi der var blokade i Puno, hvor vi havde været, og vi skulle så igennem igen.
Heldigvis var der et andet selskab der kørte klokken 16,  når vi så nåede Puno ville blokaden være slut. Så vi reserverede billetter og tog ind til byen for enten at få penge tilbage eller hæve nogen.
Der var dog ingen vrøvl,  vi fik penge tilbage, og så sparede vi oven i købet 90 kroner pr næse.
Da vi kom til Puno, hvor vi skulle skifte bus, var gaderne overstrøet med sten, knus glas, jerntønder og brændte genstande.
Vores nye bus kørte dog planmæssigt og kl 4:30 var vi fremme. Vi sad så og hang i terminalen til klokken 6, hvor vi håbede at kunne blive lukket ind på vores hotel, hvad vi også blev.
Endelig efter 4 dage var der brusebad. Og i dag har vi købt de sidste billetter og i morgen går turen til Chivay og Colca canyon vores sidste stop.