Torsdag morgen havde Nicolai et es i ærmet, vi skulle køre 90 km og slutte oppe i bjergene igen. Dog kun nogle få hundrede højdemeter og ikke ret stejlt.
Næsten hele turen var på en trafikeret og støvet hovedvej og vejret var diset. De første 50 km fulgte vi endnu en motorvej bygget på høje pæle, imponerende at se. Kun de sidste 20 km opad var fredelige.
Endnu et kirsebær træ
Det eneste lyspunkt var de mange flotte kirsebærtræer.
Målet var en rigtig flot naturpark, nær byen Mexian, som vi skal vandre i.
Vi blev indkvarteret i små uopvarmede hytter uden varmt vand. Rimelig koldt var det.
Ved spisningen i den lokale restaurant løb de tør for både det ene og andet så 3 af os gik uden mad. Det havde regnet så de ventede ingen gæster.
Jeg fik en hundedyr fisk, stegte stykker med ben, i tomatsuppe som blev spist med pinde. Et royalistisk svineri.
I dag, fredag, skulle vi så ud at gå. Meget grænse over skridende. Vi gik 650 op på mindre end 650 m vandret. Det sidste stykke hang trappen direkte på en lodret klippevæg.
Grænse overskridende trappe
Se trappen i billedets øverste venstre hjørne.
Vi skulle samme vej ned igen. Skørt ikke ?
Bortset fra den nederste del hvor vi gled på en sæk i rutsjebane bygget op i granit.
Eftermiddagen sluttede så med at vi gik 4 km, 300 højdemeter, for at se et meget højt og flot vandfald.
Så efter 4 km ned igen var vi også tjenlig til en fredags øl.
Vi har ingen netværk her så dette kommer nok først på bloggen fredag.
Hej far
Det må jeg sige, det var en sindsyg trappe, det må have krævet noget mod, at gå op af den. Håbet der var en god udsigt der oppe fra. Så håber jeg I får 2 stille dag på cyklen hertil sidst.
Knus