Lluc til Pollenca

I dag var vitterlig atypisk, som der ses af data

Efter godt 3 km havde jeg slæbt mig 200 m op til toppen af mit sidste bjerg på Mallorca. Og så gik det nedad, næsten dobbelt så meget ned som op. Ikke fordi det er problem frit at gå ned, ikke kondi krævende, men hårdt ved led og muskler.

Der skete ikke så meget, så jeg skulle lige prøve at lave et panorama billede, men det kunne ikke uploades og måtte beskæres både i bredde og højde

Måske er mine ben trætte men jeg synes virkelig en stor del af stierne var virkelig dårlige i dag. Klipper og store og små sten der kunne mærkes gennem sålerne.

Et langt stræk var en natursti med oplysningstavler, med blindskrift. Okay. Blomster og blade kan lugtes og måske føles, men hvad glæde har en blind af navnet på et bjerg han/hun ikke kan se 樂

I morgen en kort sidste etape, havet ved Puerto Pollenca vinker forude. Lad mig slutte dagens tekst med lidt lommelfilosofi. Selv om det er vanskeligt, vil jeg forsøge at beskrive en følekse, som jeg håber i forstår.

.Man slæber sig op af et bjerg med 30-50 m mellem hvert stop for at få vejret. Man ser kun klipperne og stien foran sig og træer og buske omkring sig. Kommer man overhovedet nogen vegne ? Man går i sin egen verden.

Pludselig et glimt af blåt, og så et til, så ved man at toppen nærmer sig. Langsomt bliver der mere og mere blåt og pludselig er der blå himmel mellem træerne til alle sider. Og så flader stien ud, man går lettere, toppen er nået.