Nye venner og gamle vaner

Lad mig starte med en advarsel. Dette bliver et langt indlæg, årsagen hertil kommer til sidst.

Men lad os starte med de nye venner. Den første fredag, hvor jeg som beskrevet var ude at gå en tur, fik jeg et par nye venner.

Den første var Sjaka, som her er i gang med at fælde træer, der ikke mere giver frugt, i sin have ude i bushen ( ret tæt på landsbyen ). Sjaka er bygningsarbejder men når han er ledig er han kulsvier i sin have.

Vi ser her en trækulsovn i forskellige stadier. Først er der kernen med døren ind til midten hvor der er gjort klar til at tænde op. Det ses lidt tydligere på billede 2. Nederst ses hvordan den gøres større og bygges højere, men stadig fri adgang til midten til optænding.

Tilsidst dækkes det hele med et lag græs, og ovenpå et lag jord og så tændes ovnen og døren lukkes. Afhængig af størrelsen skal skal ovnen brænde fra 3 til 6 dage, med døgnovervågning. Billedet viser en lille mile, der næsten er færdig, det ryger en lille smule i nederste venstre hjørne. Er det gået godt vil alt træet nu være trækul.

Sjaka viste mig også hvordan frugten fra palme ser ud. Den hugges i stykker med macheten og de røde kerner bliver sorteret fra. Jeg blev så inviteret til søndags frokost i hans have. Hans kone ville så lave palmekerne sovs til os, nederst til venstre. Her følger opskriften.

Palmekerne sovs med fisk:

• De røde kerner, 1, koges længe og når vandet filtreres har man den første palme olie.

• En lokal fisk, på størrelse med et par danske sild, steges over åben ild til den er hel sort. Benene ( og måske skindet ? ) pilles fra.

• Fisken kommes i palmeolien og det hele koges godt og grundigt.

• Det hele hældes i en morter og det stødes godt til man får en slags pasta.

• Nogle lokale grønsager er blevet kogt og blandes med pastaen.

• En stor portion almindelig hvide ris koges.

• Risen hældes i et stor fad pastaen med grøntsager fordeles over toppen.

• Gæsterne får hver en ske, selvfølgelig først vasket med fingrene i koldt vand, og man sætter sig rundt om fadet og går i gang.

• Velbekomme

Han havde besøg af et par venner, og efter en god halv time efter aftalt tid, kom hans børn med maden. Her skal indskydes at GMT, som normalt betyder Greenwich Midle Time hernede betyder Gambian Maybee Time, Gambisk Måske Tid.

De kogte kerner stødes forsigtigt til det røde frugtkød er væk. Disse nødder, 2, knækkes, som en hasselnød, 3. Kernen inden i, 4, knuses, og koges igen grundigt. Efter denne kogning filtreres der igen, og man får en meget fin olie, der sælges på flasker.

Hvad man gør med frugtkødet og de knuste kerner fandt jeg ikke ud af. Heller ikke hvad den fine olie bruges til.

Min anden ven var gartneren, ikke sorte Sambo, men Sambou. Det er ham til venstre. Jeg mødte ham tæt ved Sjakas have, og han forklarede mig, hvor han havde en have, hvor der også var en dam med krokodiller. Det er Peter til højre, en ung mand jeg mødte, da jeg den efterfølgende fredag ledte efter Sambou. Peter fulgte mig straks det sidste stykke. Det pløjede stykke bagved er ikke pløjet men lavet med en lille håndhakke.

Vi gik først ned til denne græsmark, troede jeg, men det er en lille flod, hvis overflade er dækket af en slags græs. Køerne er på den anden side af floden. Træstammen er et sted hvor krokodillerne normalt soler sig, men der var ingen. Det var om formiddagen, men det skulle være bedre om eftermiddagen, så jeg kom tilbage og sad 2-3 timer og kiggede, og så en del fugle og køer, men ingen krokodiller.

Hans have bestod dels af tørre rismarker. De bliver oversvømmet en gang en gang om året, og så har han et par måneder til at plante og høste sin ris.

Ellers graver han små brønde rundt om i haven, bare en meters penge, så kommer grundvandet. Men det varer kun nogle uger så falder siderne ind, og brønden må opgives, og der laves en ny.

Haven dyrkes ved hjælp af ca. 20 damer, der som løn har en del af haven, som deres egen, og så skal de arbejde for ham også. Alt sker med håndkraft, og der gødes, hakkes og vandes. Og så var der et lille skur med et lille bålsted inde i.

Men arbejdet sker, som i kan se, med godt humør.

Som lovet vil jeg nu vende tilbage til byggeriet som jeg deltager i.

Man starter med at støbe sine egne cementblokke, og også her sker det hele med håndkraft, godt humør og frivillig arbejdskraft. Mørtlen kommes i forme, der vendes og man har sten. Alt i alt startede vi med at lave ca. 900 blokke.

Så blev der gravet en ca. 60 cm dyb sokkel rende. Med hakke og spade i den hårde jord. Huset er ca. 5 m. bredt og 16 m. langt. I bunden støbes 15-20 cm beton, og der støbes søjle armering ned i betonen. I hjørnerne og midt i mellem. Og så begynder man at mure med de støbte blokke mellem søjlerne.

Murene voksede hurtigt opad, der var 2-3 murere i gang og de unge blandede mørtel og slæbte sten og vi kom hurtigt op i højden svarende til overkant dør og vinduer.

På toppen af muren blev der lagt jernarmering hele vejen rundt, og så gik forskallings arbejdet i gang. Jeg havde lavet 12 af de gule plader ud a 3  krydsfiner plader på 122 x 244. Da de slap op, så var det de forhånden værende planker og træstykker der blev brugt, Det gjorde ikke så meget om de passede, man kunne jo altid banke et par gamle stykker krydsfiner på, og om det var huller hist op pist hvor betonen løb ud af så man sort på. Tilsidst blev blev bjælken og søjlerne fyldt med beton.

Betonen var et stridspunkt. Jeg var ham der hele tiden sagde mindre vand, der blev jo lavet beton der var tynd som vand. I laver vand og ikke beton sagde jeg. Det hjalp lidt, men det er hårdere at blande med mindre vand, og tynd beton løber jo bedre ud !!. Så jeg tror nok de syntes jeg var lidt åndssvag på det punkt.

Nå, men jeg fik da lov at dele frokost og fælles drikkekrus med de unge under vores formiddags pause. Frokosten var flutes med spaghetti og kødsovs eller mayonnaise eller nutella. Den dag var det Nutella.

Oven på bjælken skulle der mures yderligere skifter og gavle på. Og stilladserne var ikke helt efter danske normer kan i se. På øverste venstre billede fik jeg brug for min erfaring , som gård medhjælper i Etterup et halvt år, hvor der skulle køres møg ud på møddingen. Jeg lavede en rampe, så man kunne køre jord, sten og blokke helt ind i huset. Læg mærke til stigen i nederste venstre billede.

Nu er det tiden til de gamle vaner, prøv at gætte hvad den vane er.

Her er det færdige hus klar til gitterspærene som jeg har tegnet i 4 forskellige udgaver inden arkitekten var tilfreds. Der er lavet sokkel til en veranda foran. Den røde streg viser hvor jeg havde stillet den tidligere nævnte stige, og cirklen viser et hul der skal dækkes for at vi kan støbe den forlængede søjle.

Der stod jeg så med min plade, klar til fastgørelse, og holdt fast, ret idiotisk, i den øverste sten, for sætte pladen på. Så skete det, stenen, gik løs og jeg faldt ca, 1,5 m ned i renden til veranda fundamentet, med enden solidt plantet i jorden, og højre fod vredet om. Anklen var bulet voldsomt og der var store hudafskrabninger, især på venstre ben. Jeg blev nærmest båret hen på en stol i skyggen, og der blev købt is og lagt på anklen.

Der blev sendt bud efter Kalifa, min vært, og han kom med den lokale ambulance, og han og en mere kørte med mig til et  hospital i et turist område ca. 50 km derfra. Der havnede jeg på lægens briks.

Efter 4 timer, 4 røntgen billeder og 4 lægers vurdering, blev resultatet, at der var en brækket knogle i højre ankel og benet skulle i gips i uger. Men da benet var hævet, blev der første lagt en støtteskinne under foden og bag om anklen, og så blev jeg sendt hjem.

Jeg beslutte derfor at rejse hjem. Jeg ville ikke gå de sidste fire og en halv uge med benet i gips, så næste dag gik med snak med forsikringen, som slet ikke blev afklaret. Men jeg købte så en billet alligevel (på trods af store internet problemer), så tager jeg slagsmålet med Tryg på mandag. Rejsen startede fredag nat kl.1:30 lokal tid og jeg var hjemme i Søften kl. 21 dansk tid.

Lørdag var jeg i Randers på skadestuen, hvor man konstaterede en kraftig forstuvning men ingen brækkede knogler, så jeg slap for gipsen.

Så nu, hvor skriver dette, sidder jeg søndag formiddag i Danmark. Kedelig udgang.

Men lad mig sluttede med en god historie. Sune og Kristian, 2 af de 4 af unge, der inspirerede mig til at rejse, betragtes af de lokale som danske helte og de er meget populære. Sune tog af sted i går på en 1 års cykeltur til Sydafrika og Kristian bliver et par uger for at færdiggøre deres mango tørre projekt.

De havde købt nogle appelsintræer, der blev plantet på min sidste dag på stedet.

Det er fra venstre mod højre, Public relation manager for YPWB, formanden Kalifa , en af de unge frivillige, Kristian, Sune og arkitekten Alhagi.

Tak for denne gang, omend rejsen blev kortere end planlagt, så har det været en stor oplevelse.