Til Spanien via Kroatien

Hej Venner

Så er jeg på farten igen, faktisk har jeg været det i det meste af juli måned. Hele familien havde lejet et sommer hus i Kroatien, nær Pula, i 14 dage, og vi kørte derned i biler, så Louise kørte med mig.

Da æslet jo ikke render så stærkt tog vi af sted i god tid, onsdag d. 5 juli. Og så gik det i luntetrav ned gennem Tyskland, og efter en enkelt overnatning syd for Leipzig kom vi torsdag aften til Berchtesgarten, hvor Hitler og hele nazitoppen havde deres sommerhuse. Efter sigende var Hitler mere der end i Berlin. Vi slog lejr med udsigt til Ørnereden

Ørnereden var en gave til Hitler, og fra området, Obersalzberg, hvor deres huse lå, blev der lavet en 6,5 km lang bjergvej, en tunnel ind i klippen til en blankpudset messing elevator der løfter en 120 m op på få sekunder. Det tog 13 måneder, specialister fra hele Europa og 30 millioner reichmark, svarende 150 millioner Euro i dagens penge.

Selve Ørnereden lykkes det ikke de allierede at bombe, så den står der med den originale elevator, men hele Obersalzberg med sommerhuse og kaserne blev jævnet med jorden, der er kun lidt underjordiske bunkers tilbage.
Om eftermiddagen drog vi så vider mod Østrig, hvor vi overnattede i Seeboden tæt ved Slovenien. Da vi startede næste morgen var udstødningsrøret gået midt over, så vi måtte op på fejebladet og køres til et lille værksted, hvor det blev svejset. Der efter var der kun problemer ved de 2 slovenske grænseovergange, med kilometer lang køer.
Lørdag eftermiddag var vi så ved sommerhuset, hvor vi skulle bo i 14 dage, og det tilhører privatlivets fred.

Under opholdet konsulterede jeg en VW mekaniker, som jeg var blevet rådet til, men de syntes ikke der var grund til at ofre de 20.000 det kostede at udskifte udstødningen med originale VW dele, jeg kunne sagtens køre videre, sagde de.

Så Lørdag d. 22 satte Louise og jeg os så igen til rette og satte kursen mod Barcelona, hvorfra hun skulle flyve hjem. Første del gik til Cortina d’Ampezzo oppe i Dolomitterne. Jeg tog denne ret store omvej for vise Louise den meget flotte tur gennem de sydlige Dolomitter. De sidste 50-100 km var rigtig flotte.
Næste dag var også en lang og meget flot tur gennem Dolomitterne, en vej som jeg kørte for 4 år siden i den anden retning. Efter ca. 100 km i bjergene gik det mod syd, ned langs Garda søen og videre ned mod kysten.

Mandag passerede vi Genova og kørte langs kysten, de sidste mange kilometer i et trafikhelvede ind til Monaco, hvor vi lige skimtede casinoet, inden vi midt på eftermiddagen nåede Cannes. Vi gik lidt rundt i byen og på strandpromenaden. Der blæste en stiv kuling, så nogen af strand cafeerne var lukket.

Ved aftenstid gik det igen op i bjergene til Castellane i Provence.
Tæt på Castellane ligger Grand Canyon du Verdon, som jeg så i 2011, da jeg var i Spanien, den ville jeg vise Louise. Grand Canyon er skåret ned i klipperne af Verdon floden på en længde af 23 km og 700 dyb på det dybeste sted. Vi tog den store tur på sydsiden, af veje der tog pippet fra Louise, hun var ikke stolt af situationen, stejle klippesider, hårnålesving og ingen rækværk.
Undervejs tog vi en pause og spadserede af en sti ned i bunden, gik lidt rundt, og op igen. Det var ikke det dybeste sted, så min gps viste kun 350 højdemeter.
På vejen ud af slugten holdt vi frokostpause i Moustiers-Sainte-Marie, en lille bjergby, der ligger på begge sider af en slugt. Den er så besøgt, at hele byen er totalt omgivet af parkeringspladser, man hverken kan eller må køre i byen. Dagen sluttede på en lille campingplads i Salon-de-Provence, nær Marseille, undervejs blev vi lige dirigeret rundt om en skovbrand af det lokale politi
Så gik turen mod Spanien, til den lille badeby Blanes små 70 km fra Barcelona. I Blanes var Elsa og jeg på en forsinket bryllupsrejse i 1971. Jeg må dog erkende at siden da er den hyggelige lille by blevet til en af Costa Bravas mange turist mareridt. Der var intet jeg kunne kende.

Torsdag morgen var vi så i Barcelona, hvor vi måtte bakke ud af det første parkeringshus for ikke at få taget flået af bilen, der manglede 5 cm i højden. Men parkeret fik og så startede vi på en rigtig lang vandretur gennem byen. Først til Havets Katedral, denne enkle men imponerende katedral, som Ildefonso Falcone har beskrevet i sin roman af samme navn.
Dernæst en laaaannng tur til Sagrada la Familia, hvor alle biletter var udsolgt indtil lørdag eftermiddag. På den igen, forbi 2 af Gaudis mest kendt huse i Barcelona, ned af Ramblaen og ind i Barcelonas domkirke.
Vi var oppe oppe på taget, nede i krypten for at se Barcelonas skytshelgeninde, Eulália, og så de 13 hvide gæs der altid skal være i dammen i klostergården.

Efter en Tortilla og en Sangria kørte vi ud til forstaden Rubi, til min ven Jose og hans familie. Jose og jeg var lige forbi en mekaniker, der kiggede på udstødningen, og også han sagde god for den. Om aften var der så fællesspisning med Tapas der spandt så vidt som, skinke, griseører og marinerede små fisk.

Så kørte Louise og jeg ud til campingpladsen, Tres Estrellas, der ligger tæt ved lufthavnen, og hvor jeg have bestilt plads, for en sikkerheds skyld. Da vi kom ved 23:30 tiden kunne de ikke finde min reservation, det viste sig så at der var lidt navne roderi, fra min side, så vi skulle på Estrella del Mar som lå 7 km derfra, på den igen.

Fredag var afslappet, en badetur og frokost, inden jeg afleverede Louise til et fly til Billund, og kl. 16 var jeg så igen ude i Rubi hos Jose.

Weekenden er privatlivets fred, det skal dog nævnes at lørdag aften var der fødselsdagsmiddag for datteren Marina, der fyldte 19, og søndag var vi til grill og pool party oppe i bjergene, for øvrigt tæt på Blanes, hos Joses søster.
I skrivende stund mandag eftermiddag, sidder jeg så på campingpladsen Parc Playa Bara 70 km syd for Barcelona, hvor vi har holdt ferie, hele familien, 4 gange.