Så gik den første uge

Det har været en virkelig spændende uge, selvom den startede på en for disse egne lidt specielt.

Sune ( i midten ) og Christian ( til højre ), 2 af de 4 drenge der havde cyklet 8000 km herned til, for at samle penge til Young People Without Border, havde inviteret ledelsen til et møde. De havde konstrueret en mango tørre maskine, som de præsenterede. ( I den 2 mdrs sæson, der starter om 1 md. tid, drukner egnen nærmest i mangoer, som de slet ikke kan nå at spise ). Projektet, der indebærer fremstilling af maskinerne, behandling og salg af mangoer samt fremtidsplaner, blev grundigt diskuteret. Så det trak ud, fordi de forskellige lokale spidser altid skulle have det sidste ord i en hver sag. ( Sådan som de altid plejer, sagde Christian )

Og så blev der serveret Gambisk te, chai tror jeg det hedder. Den lille potte fyldes med vand og koges over trækul med 125 g. sort og stærk kinesisk te samt lidt blade af en mig ukendt plante. Så tilsættes 2 af de små glas fyldt med sukker. Der røres ikke rundt men teen hældes over i glas og tilbage i kanden mange gange, så hældes et glas over i andet glas rigtig mange gange vekslende med kande og glas, det hele, som det ses, med lang stråle. Tilslut hældes der op i 2 glas og de første 2 får serveret, så 2 mere o.s.v. der er til 8 el. 10 i en kande afhængig af hvor meget der skænkes. Alle drikker af samme glas uden afvaskning. Så laves en ny bryg, så alle kan få.

Til daglig får vi det flere gange om dagen.

Nu vi er ved mad, så er grøden nederst til højre min morgenmad, hvis der er tid, det er en sød risengrøds lignende grød. Ellers får jeg 2 HÅRDKOGTE æg, lidt tørt flutes og en kop kaffe. På det seneste har jeg også fået en kold kartoffel, som jeg selv piller. Øverst er det frokost el. aftensmad. Jeg spiser ikke med husets beboere, og hvis der er andre, som her hollænderne, er det rettet flot an: Ris med lidt kød og lidt krydret sovs med grønsager. Så får vi hver en ske og langer til fadet. Er jeg alene står det i skåle og så øser jeg op på min tallerken. Til venstre ses hvordan de selv spiser, siddende på gulvet, nogen få skeer ellers med fingrene ( Det her er dog henne på arbejdet, men det er Kalifa bagest til højre ).

Lidt grænseoverskridende var det forleden på arbejdet, da der blev serveret en brunlig grød med lidt mælkelignende ovenpå. Her blev der dog brugt ske, 5-6 mand brugte 2 skeer på skift. Jeg undskyldte mig med at jeg var mæt men måtte dog smage for en skams skyld.

Ellers der det noget af et kulturchok. Her lidt eksempler: På vej til arbejde, er der morgenmalkning, hvis køerne er lige der, når det skal ske. I løbet af dagen hentes der brænde med æsel vogn, her med 2, meget flot, ellers kun 1, hvis da ikke lige en pige kommer gående med det på hovedet, ham på cyklen kunne godt høre til, men det ved jeg ikke.

Overalt hvor jeg kommer frem råber børnene ”Toubab”, hvid mand, og klasker næver eller giver hånd som alle voksne. Sidder man ned kommer de små somme tider hen og skal røre ved mine arme eller ben. Nogle af de helt små får dog også et kultur chok, som den lille til venstre, og begynder at græde, hvis jeg kommer for tæt på.

På arbejdet, som jeg vender tilbage til en anden gang, havde vi en munter episode. Under udgravning af fundamentet ramte en hakke, jorden er virkelig hård, et vandrør, og vandet løb ud i renden. Et par med initiativ forsøgte at bremse det indtil stophanen, blev fundet, og så mistede hele skolen sit vand. Hullet var ret stort. Skræddermesteren, og altmuligmand, lavede en forbinding af gummi og cykelslange strimler. Meget lig den endelige løsning, med den forskel, at der blev indsat et nyt stykke rør inden der blev lavet en ny forbinding.

Kalifas familie består af ham, konen Ada og 4 små drenge. Men i en tilbygning bor hans mor, og et for mig ukendt antal brødre og søstre af ham og konen og deres børn. Dertil kommer et rend af besøgende, familie med børn, venner og forretningsforbindelser. Så der er altid 5-10 børn i huset. Det her er opholdsstuen, det centrale rum. Man kan lige ane ryggen af min spisestol.

Ada laver vores mad her, på de to ”kogeplader” der opvarmes med det brænde, som jeg har indsat et billede af. Nogle gange anvender hun også et lille mobilt kogested i gården.

Bagest i samme gård er også badeværelse/vaskehus. Når der er vand i hanerne ( det svigter et par gange om ugen, men så er der vand i spande el. dunke ) er der vaskning, håndvask og tandbørstning ved hanen til højre. Døren til højre er toilet, et rigtigt toilet ( men hvor løber det hen ? ) man skal dog selv skylde ud med vand fra hanen eller dunke. Til venstre er der, undtagen når vandet mangler, koldt brusebad, men det er helt fint, det er ikke dansker koldt grundvand.

Når vi snakker om manglende vand, så er strøm også en mangelvare. Huset drives af solenergi,og batterier, der oplades, når solen skinner. Så det sker sidst på aftenen (1 gang ) eller om morgenen når man vågner ( flere gange ) at batterierne er flade, i den tid jeg har været her, så må man klarer sig håns og pandelamper.

En dag stod en af husets unge piger og malede mel på god gammeldags vis i en morter.

Mor Ada sidder på gulvet, i den overdækkede veranda, og har lagt et tæppe ud på fliserne og stryger med et strygejern, der opvarmes af gløder inde i jernet.

Lad mig slutte med en bittersød episode. På vejen hjem i dag sagde min cykel mærkelige knagende lyde, baghjulet var lidt løst og kørte skævt. Så da jeg var hjemme fandt jeg et par af Karen’s gamle svensknøgler ( jeg har slæbt 10 kg gammelt værktøj med herned ) og skruede mit baghjul af for at fikse det. Til min stor forbavselse faldt bagakslen ud i 2 stykker. Knækket tænkte jeg, men nej, ved nærmere eftersyn bestod akslen af 2 pænt afskårne dele, som var sat ind fra hver sin side.

( De af jer, som ikke forstår det her, må spørge dem de kender )

Heldigvis kender Kalifa en cykelsmed, som kom med en ny aksel og fiksede det for 100 Dalasi ca 15 kr.

Dem skal jeg hen og kræve et vist sted og fremvise den ”aksel” som man har solgt mig.