Spredte indtryk fra Cuenca

Dette bliver det sidste fra Cuenca, på lørdag rejser jeg ud til kysten. Det er et ret øde sted, Puerto de Morro, hvor jeg ikke ved om jeg kan blogge. Så hvis i ikke hører fra mig i de næste 7 uger, så ved i hvorfor.
Jeg har taget ca. 400 billeder her i Ecuador, så det svært at vælge, derfor bliver det et langt indlæg med spredte indtryk.
Men det er ikke tvunget at læse.

På en af mine daglige gåture kom jeg forbi denne høje mur med glasskår på toppen. Gad vide om det er et fængsel eller en kasserne, tænkte jeg. Så jeg fulgte muren til jeg kom til indgangen.

Det viste sig så at være en ingeniør skole. Denne ekstreme mur var der ingen af mine værtsfolk, der fandt mærkeligt, det er jo bare for sikkerhedens skyld.

Det her må være den evige optimist. Han er i gang med at hakke ukrudt.

En dag skulle Fausto, min lærer, og jeg på udflugt til det lokale marked med frugt i stuen og kød i kælderen. På første sal kunne man så få stillet sin sult i helstegt gris.
Helstegt gris er meget populært, på min lørdags udflugt stod de overalt ved vejsiden og grillede grise. Det er ikke normalt i ugen, men kun i weekenden.

I kælderen solgte de som sagt kød, ses i baggrunden, men også æg, og de er ikke på køl. Hvad de for øvrigt heller ikke er i huset hvor jeg bor. Da jeg kom have fruen en 4-5 bakker stående i et køkken skab.

Cuenca hed oprindeligt, på indiansk, byen ved de 5 floder. Mellem 2 af dem lå byens største park, den var pæn, måske lidt slidt, med søer, bænke og masser af lege redskaber. Og så var der det her, et ur der viste tiden 4 forskellige steder i verden. Men ret symptomatisk for hele byen, som også virker slidt, så gik det åbne urværk ikke.
Ved min tidligere omtalte fest fortalte en ung pige mig, at i Ecuador havde man kun venner af samme køn, ellers skulle man være forlovet. Man kunne altså ikke rigtig mødes i hjemmene, så her i parken lå de unge i alle krogene og hyggede sig, i al uskyldighed, med lidt kys og lidt kram.

Hvad mon arbejdstilsynet ville sige til dette spinkle stillads i 5 etagers højde og uden rækværk. Ja der gælder andre regler her end i lille Danmark.

I det hele taget er Cuenca modsætningernes by. En flot bymidte med flotte gamle, og nye, huse. Store forretninger og banker. Men rundt om bymidten, og til dels også i centrum er det de små butikker og virksomheder der dominerer.
De butikker man ser flest af, er dem der handler med reservedele til biler, de er overalt. Denne her er faktisk en meget stor en af slagsen.

Og her er der et stort mekaniker værksted. De fleste er bare en port i muren og så står bilen på gaden under reparationen. Værksteder er de næste mest dominerende.

De her var ikke dominerende men der var mange af dem. En person med is på et fad, uden køl, og så et stativ til fadet. Isvafler til et par kroner. Hende her er privilligeret fordi manden, formodentlig hendes søn, bar en paraply, som han slog op når de ikke var i skygge.

Jeg troede at en Panama hat, som for øvrigt hedder noget helt andet og er fra Ecuador, var en Panama hat. Men Fausto tog mig på en kombineret fabrik og museum for Panama hatte, og så viste det sig at der er utallige varianter. De er håndflettet og jo finere fibre de er flettet med jo længere tid tager det og jo dyrere er de. Denne her har taget mange måneder og koster 600 $. Den dyreste kostede 1000 $. Jeg har købt en til sølle 55 $, men det er faktisk en dyr hat.
Ved en anden lejlighed i et lille museum sad lillemor her og var lige begyndt på en hat.
Og bedstemor her kunne jeg slet ikke stå for. Hun sad hen under aften i en af byens parker og strikkede.
Noget helt specielt er kirkegården. En stor del af dem minder en del om Danmark, med enkelt gravsteder. Dog uden hække og næste alle helt dækket af en stor marmor sten.

Det helt specielle er det her, mange blokke med nicher til urner i 6 etager eller mere. Der var også tårne med urne nicher og enkelte rige familier have der egne private blokke. Nogle endda med kister stående frit fremme, bag glas selvfølgelig.
Og nu vi er ved emnet, så var der også denne rustne og døde rustvogn, som jeg mødte på gaden.

Og lidt mere i det bizarre hjørne. Midt i byen er der et gammelt kloster, tidligere stort, men i dag kun ca 10 munke. Folk står i kø for at købe deres hellige saftevand, eller det smager i alt fald som saftevand, som er god for et mirakel i ny og næ.

Når de går ud en sjælden gang er de helt tildækket,hoved og det hele. Så når de skal have noget leveret, eller snakke med folk, så benytter de denne her indretning. Folk placerer varer i den, munkene drejer den, og varerne går ind og ud kommer pengene.
På tårnet til den gamle katedral, som i dag er galleri, sidder der en plade, hvorpå der står: Et tårn som er mere kendt end pyramiderne i Egypten. Til ære for den Frannsk-Amerkanske subkomite. Maj 1936.
Hvis i ikke tror mig kan i jo zoome og læse selv.
Ja store i slaget det er de, men historien er at Frankrig var med i et arbejde med opmåling af det syd amerikanske kontingent, og tårnet var udgangs punkt. Det var det første gang meteren slog i gennem som måle enhed og blev så siden næsten verdens dækkende.
For de udholdende, som har læst al mit nonsens: Vi er nået til enden på dette indlæg, og det med lidt graffiti, der er meget dækkende for hele min tur.
“Hvis det er ophidsende at tænke på det, så forestil jer at gøre det”