Titicaca søen

Vel ankommen til Puno blev vi indlogeret på turens hidtil dårligste hotel.
Men det var også rejsebureau så vi fik købt vores billetter til en tur på søen.

Det første stop var på en lille flydende ø, dette er næsten hele øen hvor der bor en 4-5 familier. Det var ret turistet men spændende.

Vi fik et lille foredrag om øerne.  Da Inkaerne kom flygtede folk i deres både ud på søen og boede i bådene, siden udviklede de ø samfundet. Dette er en lille demo model.
Nederst er der store 1 m tykke blokke udskåret af sivenes rødder,  de kan flyde, og der stikkes stokke ned i dem,  så de kan bindes sammen til en stor flade. Ovenpå lægges så lag af siv skiftevis på tværs. Det bliver et 2-3 m tykt lag. Afhængig af vejret lægges der jævnligt et nyt lag på. Og efter ca 15 år starter man så forfra.

Hytterne er vel 2 gange 3 m og her bor far,  mor og 3 børn. De har i vore dage solceller og tv, radio og pc.
Her var der kun 2 øer,  men vi sejlede en anden vej hjem og kom forbi ca. 90 som vi så på afstand. Og også deres skole ø.

Så satte vi kursen mod en rigtig og ret speciel ø, Taquile.

Her demonstrerer vores guide at pomponerne på de ugifte pigers sjaler er store og farvestrålende.

Mens de gifte koners er små og næsten ensfarvede.

4-5 måneder før de skal giftes klipper pigerne deres hår og blander det med alpaka uld. Så væver de det sort hvide bælte til manden og med små totter af håret hængende ud. Det bærer han så under det røde bælte

Også mændene har specielle skikke, de gifte mænd bærer en farvestrålende hue, og så strikker de af det garn, som kvinder spinder på deres håndtene, som de har med overalt, og de spinder mens de går.

Drengene og  ungkarlene har hvide huer.  Hvis den hænger ned i nakken er de ikke interesseret i at få en pige. Men hvis de som ham her har toppen til den ene side så er det en invitation til pigerne.

Tilbage i byen besluttede vi at afkorte vores besøg i den ret triste Puno. Så næste dag satte vi os i bussen til Copacabana i Bolivia men stadig ved Titicaca. Vi var fremme ved middagstid og arrangerede straks en heldags tur ud til soløen næste dag,  onsdag.

Om aftenen gik jeg alene op på et lille bjerg for at se solnedgang over søen.  Det var en speciel sti derop, der var 14 kors fordelt på den ca 1 km lange stejle sti. De symboliserer Jesus vandring op af Golgata. Ved specielle lejligheder står der præster ved korsene og velsigner folk.
Solnedgangen var flot men ikke meget forskellig fra en dansk.

Til gengæld var udsigten over byen flot.  I midten den store katedral, det grå blå tag til højre er en sportshal og til højre igen helt i kanten er et højt rødt hus,  det er vores hotel.

Sol øen var meget vigtig for Inkaerne og de fortog pilgrimsrejser til øen.  Og det her er deres ceremonielle bord.

Overfor lå den hellige klippe,  den har, som enhver kan se, form som den hellige puma.  Til højre er hovedet med en stor gul mund, næse i midten, 2 øjne og høre øre. Til venstre kroppen, meget tydeligt ikke sandt  😉
Ud af denne klippe blev de første inkaer, en dreng og en pige født.

Vi sejlede op til nordenden og gik de 2 km til det hellige sted. Og som Inkaerne, der ikke måtte gå samme vej tilbage, fulgte vi så en sti ned gennem øen til sydenden. Stien løb på øens højderyg og var 8 km.  Meget let sagde sælgeren, ca 3 timers let vanding.
Vor herre bevares, 4 timer i bagende sol op og ned af bjerget,  vi var til tider betydeligt over 4000 m. Næsten lige så slemt som 3 dagen på Inka stien.
Vi nåede lige den sidste båd med en margen på 10 minutter.

I dag slappede vi af om formiddagen vi skulle med en  bus kl. 1:30  på en kort 3 timers tur til La Paz, verdens højeste beliggende hovedstad, ca 3500 m.

Ved indstigning fik vi at vide at det var en midlertidig bus, vi skulle skifte efter 10 min,  ingen forklaring. Efter en halv times tid stoppede bussen og chaufføren og en hjælper nærmest kylede vores bagage ud. “I skal bare gå 5-10 min for vejen er spærret af stenskred”. Så vendte de bussen og forsvandt.
Vi hankede op i bagagen og begyndte at gå,  men det var ikke et stenskred, de lokale havde i protest, mod de mange turist busser, der køre forbi deres by, blokeret vejen med store sten.
Vi måtte gå spidsrod. En franskmand, der havde taget et billede, blev slået af en  gammel kone, og en mand kastede en appelsin stor sten efter ham med en slynge, han ramte autoværnet med et stort knald.
Vi slap igennem uden skrammer og så gik og gik vi. Vores gule bus kunne vi ikke se, men pludselig kom den rundt om et hjørne, og efter 2 km og 45 min sad vi igen i en bus. Chaufføren var ikke kørt så langt fordi det var farligt, sagde han.
Kl 6 var bussen så i La Paz og kl 7 var vi på et godt hotel midt i byen.