Den vandrende døde

Tirsdag stod jeg tidlig op og var i Whitby, ja den fra Store og små synder, kl. 9. Men da var der ikke åbnet ind til det gamle Whitby Abbey, så jeg sprang over muren og blev næsten arresteret af den rare vagtmand på billedet. Jeg slap dog, fordi jeg havde gratis adgang via mit medlemskab i English Herritage ( Engelsk arv ).

Klosteret, der ligger flot på klinten lige ud til havet, var blevet ødelagt af vikingerne i det 9. århundrede og genopført af benediktinerne i det 11. århundrede.

Videre til Durham med den store og meget flotte katedral ( med fotoforbud ) bygget af saxerne, den hvide kirke, og udviddet af normannerne, for at tage lidt af dens betydning fra saxerne..

På døren, højt oppe, så man sku’ være en stor synder for at nå, var der denne dørhammer, der ku’ benyttes af flygtninge eller hvad man nu var. Man blev så lukket ind, og fik 30 dage til at ordne sine sager med myndighederne, flygte videre eller blive smidt ud.

På en lille plads stod denne gruppe, og her er historien:

I det 7. århundrede levede der en biskop, Cuthbert, på Lindisfarne/Holy Island, han døde og blev begravet. Få år senere blev hans kiste åbnet, og da var hans krop stadig velbevaret, et mirakel, og han blev helgen kåret og lagt i et skrin.

Så kom vikingerne, igen, i det slutningen af 9. århundrede. Nu tog munkene hans kiste på nakken, se billedet, og vandrede i flere år rundt inden de slog ned og byggede en kirke i Chester le Street. Efter 100 år kom vikingerne så igen igen, og igen tog munkene kisten på nakken indtil de havnede i Durham og lavede en ny kirke. Den der er erstattet af ovennævnte katedral.

På min færd mod nord kom jeg forbi Englen i Nord, desværre på en motorvejstilkørsel, så jeg ku’ ikke vende om. Den står ved Gateshead klods op af en motorvej og er 20 m høj og har et vingespænd på 54 m. Man mener den ses af 30 milioner mennesker hvert år.

Så var det tid til at slå lejr, ganske tæt på Skotland, nær den lille by Bamburgh, hvis gamle fæstning jeg skulle besøge. Sådan så det ud, da jeg kom til byen hen under aften.

Næste morgen, onsdag, kl. 10 bankede jeg så på porten. Den ligger lige ud til kysten og var en meget vigtig fæstning, men fik den tvivlsomme ære, ar være den første engelske fæstning, der blev smadret af kanonild. Det var under Rosenkrigen i 1464. Senere blev den smadrede overetage restaureret for millioner. Slottet ejes i dag privat af Armstrong familien, et industridynasti. Blot et billede fra riddersalen med det flotte teaktræsloft og mosaikvinduet.

Denne brudekiste var en gave fra d. 4. lord Armstrong til hans kone. Den kunne dog ikke komme ind gennem dørene til deres London lejlighed, så den blev sendt til Bamburg. Men også her var dørene for små. Så man måtte tage et vindue ud og løfte kisten ind med en kran.

Det næste var så så Holy Island  lige lidt nord for Bamburgh, det ku’ ses hen over bugten. Og her står han så Saint Cuthbert, som det hele handler om i denne del af landet. Han havde og har stor betydning for de lokale og turisterne.

Der lægges penge og sedler med bønner om hjælp ved foden af statuen.

Og her er så resterne af hans kloster

Ved siden af klosteret ligger borgen Lindisfarne højt på sin lille klippe. Det har haft stor militær betydning, da det var det sidste fort inden Skotland.

På vejen der ud, hvilken fryd for øret, stod denne spillemand.

Men ellers står borgen i dag indrettet som privatbolig, her en stue der bl. andet bruges ved bryllupper.

En tidligere kommandant fik lavet denne kompasrose på væggen, med en pil der viser vindretningen.

Så når denne vejrhane drejer, så drejer pilen nede på væggen.

Og så var alt optaget da jeg endelig kom til Skotland, så her bor jeg uden for en campingplads lidt vest for Edingburg.

P.S:

Dette indlæg skulle have været på i går, men da jeg boede ude på en parkeringsplads, løb jeg tør for strøm.

Hvad der sker i dag, torsdag, kommer en anden dag.