Highway 1, Los Angeles til Salinas

Det er næsten fuldført, Stillehavet er nået, og vi er kun få hundrede km fra San Francisco, 7.200 km ude på vores planlagte rute.

Lørdag lod vi bilen stå, købte dagskort til bus og metro og satte kursen mod Paramount studierne, hvor vi havde købt en rundvisning kl. 10:30. Vi havde fejlvurderet afstandene i L.A., som er USA’s næststørste by, og da vores bus var 20 min forsinket, kom vi med tungen ud af halsen 5 minutter for sent. Men de ventede på os.

Vi var rundt og se forskellige studier og kopier af gader fra New York og Chicago, og fik forklaret forskellige tricks. I De ti bud blev vandene ikke skilt, men vand fra 2 store beholdere løb ud og mødtes i et bassin, og så blev filmen spillet baglæns. Her ser i hvordan Tom Cruise, t.v., blev større end Nicole Kidman, t.h. Karen er lige stor på begge billederne.

Porten mangler i dag overbygningen, der blev fjernet af frygt for jordskælv. Og i gl. dage gik vejen lige forbi, så man kunne kigge ind, men så købte Paramount hele blokken på den anden side gaden, brækkede den ned og flyttede muren.

I Dag laver man ikke film her mere, det er for dyrt, man indspiller kun TV serier, typisk lejer produktions selskaber sig ind.

Efter frokost tog vi turen hen af Walk of Fame og så på stjerner, der er i dag flere tusind og der kommer 24 til hvert år. Foran The Chinese Teater ligger de berømte beton fliser med skuespilleres aftryk. Vi gik og ledte efter Lauritz Melchior, som vi ikke fandt, men mange andre kendte, bl. andet ham her, John Wayne, med hans knyttede næve og forbavsende små støvler.

Dagen sluttede med en bustur rundt i Beverly Hills og Hollywood.

Søndag morgen tog vi hul på den berømte Highway 1, der går langs med Stillehavet.

Ved det første sted vi nåede havet gjorde vi selvfølgelig holdt og gik ned til vandet for at få fødderne dyppet. Det var et stort øjeblik, USA var krydset fra øst til vest.

Så slog vi et smut ind i landet, vi skulle da besøge solvang. Det var meget turistet som restauranten Bit o’ Denmark med byvåben fra danske byer. Vi så ikke mindre end 3 vindmøller, masser af Dannebrog, danske gadenavne og et hav af -sen navne på butikker. Og efter flere forsøg lykkes det os at finde en ældre dame, der talte dansk. Hendes mormor var dansk, men selv havde hun aldrig været i Danmark.

Vi overnattede i Pismo Beach. Og næste dag var vores første mål Hearst Castle.

Avismanden William Randolph Hearst havde tjent mange penge og arvet en stor ranch og flere penge. Som barn havde han tit camperet på en klippetop med sin far, og da hans forældre døde hyrede han i 1919 Julie Morgan til at bygge ham et hus på toppen, for, som han sagde, ”Jeg er blevet for gammel til at campere og vil gerne have det lidt mageligt”

Først byggede de de 3 gæstehuse, som ses til venstre, de havde stue, bad og soveværelse, men ingen køkken. De mange berømte gæster, der besøgte Hearst, skulle spise i det stor hus. Derefter byggede de huset. I 1947 var den lille hytte blevet til Casa Granda på 6.300 m2, 115 rum heraf 38 soveværelser, bibliotek, biograf køkken og værelser til staben.

Til slut en tennisbane og et romersk bad, 25 m langt og 3 dybt, udsmykket med statuer og over 1 million Morano glasklinker, nogen med indlagt guld.

Nede på jorden, men ikke langt derfra var der et stykke strand med flere hundrede søelefanter. De ser døde ud, men de lever. Hele kolonien er på flere tusind i dag. De kom til stedet i 1990’erne og 92 blev der født 1 unge og 2014 ca. 5300.

De er der ikke alle på en gang, men afhængig af alder og køn er der ud i havet som langt som til Alaska og langt ud i stillehavet.

2 gange om året kommer de til stedet her og ligger på standen næsten uafbrudt i en månedstid uden at spise. De kan stoppe vejrtrækningen, hvilket gør at de også kan dykke i op til 25 min. i indtil 1000 m. dybde Ingen ved hvorfor de tager disse lange ophold på stranden.

Desværre blev vores flotte tur skæmmet af gråvejr og byger, men det var en flot tur. Halvvejs skulle vi overnatte, men det skulle mange andre også, så hver gang vi prøvede var alt optaget. Men efter adskillige km. Fandt vi et motel, hvor vi fik sidste værelse, men det blev så til gengæld også turens hidtil dyreste overnatning.

Her til morgen fortsatte den flotte tur, det var overskyet men med tiden fik vi flot sol.

Vi besøgte Carmel by the sea, en sød lille by, med gammeldags huse, hvor der ikke må fældes træer, der er ingen lyskryds eller, meget mærkeligt, store reklameskilte og neonreklamer. Clint Eastwood har været borgmester her, og har stadig en farm.

Dagen sluttede i Salinas, Steinbecks hjemby, men ham ser vi på i morgen. Byen er ellers kun kendt for kål produktion. Over halvdelen af USA’s produktion af div. kålarter kommer her fra egnen, der omsætter for 35 milliarder kål om året.