Højeste bjerg og dybeste sø

Tirsdag var virkelig en dag jeg havde set frem til, jeg skulle gå til toppen af Storbritaniens højeste bjerg, Ben Nevis, 1343 m, og jeg startede i strålende sol.

Ruten er, som i kan se samme vej frem og tilbage. Jeg tog turist ruten, der er en der er sværere, alligevel tog de 16 km. mig 6,5 timer, der var da også en gennemsnitslig stigning på over 15 %.

Stien derop var af meget svingende kvalitet, somme steder sågar med trapper eller fint grus. Det her er nok et rimeligt gennemsnit.

Og det her var faktisk ikke det værste.

Mens det endnu var solskin fik jeg dette view over Loch Linnhe og Fort martin

Omkring 900 m kom jeg ind i skyerne og det blev diset, tåget og regnvejr. Og i den højde begynder de her stenvejvisere. Jeg hørte en guide sige, at man skulle vende om hvis man ikke kunne se den næste. Og det var tæt på at være tilfældet engang i mellem.

Men hvad skal 2 vandrere med så stor en oppakning på toppen af Ben Nevis

Endelig er jeg så på toppen, men det ku’ såmænd ha’ været et hvilket som helst andet sted for jeg ku’ ikke se ret mange meter.

Jeg var startet ret tidlig, men på vejen ned ku’ jeg se at nu var folk vågnet, der var nærmest folkevandring.

Og så pludselig, nede under skyerne, skinnede solen igen og sikken en flot regnbue

Næste dag, onsdag, skulle der skiftes lejr, jeg skulle op langs den Caledoniske kanal til Loch Ness, der er Englands største og dybeste sø. Hvor jeg skulle på en lille rundvandring.

Selvom det ser skyet ud, var det faktisk flot vejr.

Og Loch Ness lignede jo andre søer, og den berømte Nessie så jeg ikke noget til.

Til gengæld tror jeg vandfaldet ved Foyers, se den blå pil på rutekortet, er lidt specielt. Og det er den lille film også, jeg havde glemt, at jeg ikke må holde kameraet lodret, så i må vende jeres PC. Undskyld :0={

Sidst på dagen kom jeg så til Culloden Moor, hvor det sidste store slag i Storbritanien fandt sted, 16 april 1746. Her mødte den skotske oprører, Bonnie Prince Charlie, den engelske hær og flere tusind af hans højlandshær blev dræbt.

Det er vist et traume for skotterne, slagmarken er fredet og der er bygget et stort museum der kun handler om slaget. Der var masser af plancher og gamle våben-

Og så blev der vist en kort film, eller faktisk 4 samtidig på hver sin væg i et firkantet rum, hvor man stod i midten. Og med bulder brag vises nedslagtningen af skotterne.

Men det mest imponerende, synes jeg, var denne stor skærm, som jeg glemte at fotografere, så dette er fra brochuren,

På skærmen vises de 2 hæres opstilling med blå og røde prikker, for henholdsvis skotske og engelske soldater. Så sættes prikkerne i bevægelse. Man ser lysglimt fra deres geværer og kanonerne, og så ser man ellers hele slagets forløb lige til englændernes nedslagtning af de flygtende skotter.

 

Udenfor er der rejst dette lille hus, som en kopi af et hus, der er med på næsten alle de malerier fra dengang, som skildrer slaget.

Så tager vi lige lidt længere tilbage i tiden, tæt ved, i Clava Cairns var disse tre broncealder grave, bygget op af små sten,

Og med et hulrum i midten.

 

Det var heller ikke langt fra Nairn hvor jeg slog lejr for natten.

Torsdag var det bilfri dag, jeg cyklede ud til et gammelt fort. Så gik jeg en tur ved stranden og i skoven, det lignede til forveksling vestkysten.

På vejen hjem kom jeg forbi de her 3 skønheder. De hyggede sig gevaldigt. Disse her frilandsgriser, dem ser man rigtig mange af alle steder hvor jeg har været.

På falderebet en lille engelsk specialitet. Ude på landet er der mange rigtig smalle veje. Så sætter man bare et skilt op med “Ensporet vej med vigepladser”

 

Og med jævne mellemrum er der så vigepladser, som den jeg holder ved. Ofte er vejen smallere og vigepladsen bredere.

P.S.:

Dette er skrevet i går og skulle have været på nettet i går, men da havde jeg meget dårlig netværks dækning, kiksede det.

Sorry