Portofino og Cinque Terre

Fredag skulle jeg ud på en længere tur, fra de store søer og skråt ned forbi Milano og Genova, ned til Middelhavet, til smukke Portofino halvø.

Igen i dag tog jeg min lille solskærm i brug. Den er lavet af pap og alufolie, for at TomTom ikke skal få solstik. Den virker rimeligt men burde havde været lidt længere, med sol fra siden er der stadig risiko for at, lad os kalde den Tom, får solstik.

I bunden af Maggiore ved den lille by Arona står en konkurrent til frihedsgudinden, en 23 m høj statue, 35 m incl. sokkel, af ærkebiskop Carlo Borromero. Den er fra det 17 århundrede og er en af verdens største.

Man kan komme op i den, en lidt klaustrofobisk oplevelse. I bunden en vindeltrappe, men det meste af vejen en lodret stige og de sidste par trin hænger man lidt udad. Oppe i toppen møder der en dette syn, det er hans hoved set indefra. Man kan kigge ud af øjne og øre.

Det var det hængeparti. Og så gik det derud af, men da jeg principielt ikke vil betale for at køre på motorvej, fik jeg en speciel oplevelse. 15 km før målet undrede jeg over at Tom angav næsten en time endnu, men det blev ikke meget løgn. Rappallo, hvor jeg skulle hen, ligger i en dal ud til kysten, og uden motorvej var det bare 15 km heftig bjergkørsel.
Rappallo er et turist og trafikhelvede, gaderne er smalle og bilerne mange, så godt jeg har min cykel.

Lørdag skulle være udflugtsdag. Jeg tog en båd syd på langs kysten. Der ligger de små byer i kløfterne, kirkerne på toppen og husene langs kysten klamrer sig til klippen.

Syd for Rappallo liger Cinque Terre, nærmest oversat som “De 5 byers land”, og kysten hvor de ligger er blevet optaget på UNESCO’s naturarvs liste. Vi sejlede forbi alle fem ned til den sydligste, Riomaggiore, hvor vi gik i land til en times ophold.

På turen tilbage holdt vi 1 time i Vernazza, som er den næstsidste by mod nord. Der droppede jeg båden for en stund, fordi i den sidste by, MOnterosso, skulle vi have 3 timers pause. Og jeg beslutte at gå de 5 km, mod betaling af 7 Euro, af den sidste del af den berømte vandresti, der går langs hele denne del af kysten.

Stien stiger stejl op gennem vinmarkerne og kommer næsten op i 200 m højde, men det går en del op og ned. Man møder mange forskellige mennesker og beklædninger på denne meget trafikkerede stækning. Som nu denne solhat.

Turen endte med nedstigning til Monterosso.

Beklager men også på denne tur måtte jeg ty til mobiltelefon billeder.

I morges, søndag, tog jeg så båden igen men denne gang mod nord med en rutebåd rundt om Portofino halvøen, en meget forrevet klippehalvø. Der er mange rutebåde, fordi det næsten er umuligt at køre ned til de små kystbyer.

Undervejs havde vi et stop i den lille smukke Sante Margherita Ligure.

Men målet var klosteret San Fruttuoso, det ligger i en lille bugt, hvor det fylder hele pladsen mellem havet og de bagvedliggende klippeskrænter. Kloster er først nævnt i 900 tallet men er nok ældre, da det er bygget til ære for biskop Fruttuoso, der led martyrdøden i 259 i Tarragona i Spanien. Hvordan vides ikke, men han er begravet der, som han bad om i en drøm, hvor han talte til sine disciple.
Det er i dag en selvejende institution, åben for publikum.

Inde i havnen så jeg disse dykkere, og årsagen er at på bunden i 18 m. dybde står en broncestatue af Kristus, dykkernes beskytter. Det er et populært dykkermål.

Inde i Kirken står der en kopi, dog ikke i fuld størrelse, af denne statue.

Anden del af turen var travetur i bjergene. Lidt hen langs kysten til højre for klostret, så op af det stejle bjergskrænt, rundt om klosteret via Monte Portofino, 600 m højt, ned til kysten bag ved klosteret og så tilbage langs kysten.

Der var mange flotte scenerier hen langs kysten. Men opad og gennem bjergene hen til toppen var der megen skov og ingen udsigt.

På toppen var der ingen udsigt til min frokost uden øl, som var glemt. Men i hele min frokostpausen lavede denne italiener alle mulige øvelser, liggende, stående, knælende eller jeg ved ikke hvad, medens hans kone, tror jeg nok, lå og læste og tog solbad. Bestige et bjerg for at lave gymnastik ?

På vejen rundt langs kysten så jeg endnu engang, hvordan enhver tænkelig flad klippe, bliver brugt til sol og hav bad, hvordan de så end kommer derud.

Det sidste stræk, 5-6 km var ret krævende, stierne var dårlige, det gik meget op og ned. Og en 4-5 steder havde man som her fastgjort kæder i klippen ( start ved den store pil, og se kæden ved de små pile ) de fleste steder kunne man godt have klaret sig uden, men det var en god hjælp og sikkerhed.
Til sidst gik stien helt amok, på de sidste 1,8 km steg stien først 180 m, hvorefter den faldt 280 m, 20-30 % stigning i snit.

Alt i alt 14,5 km med 1055 højdemeter, det var faktisk rigeligt.