San Francisco

Tirsdag eftermiddag ved 15 tiden var jeg igen i Søften. Vi blev hentet i Billund af Karens søn Henning, som kørte mig hjem.

Men først i dag har jeg ligesom tid til at holde mit løfte om et afsluttende kapitel.

Vi havde sonderet busserne og køretider, fredag eftermiddag, og fundet ud af at vi skulle med 8x, som kørte lige forbi Chinatown. Fredag, lørdag og igen søndag var vi med otteren, og hver gang følte vi os hensat til Kina i en stuvende fuld bus, indtil vi havde passeret Chinatown, så var bussen næsten tom.

Alligevel kom vi i alt for god tid til vores Alcatraz båd ( ingen trafik lørdag morgen ), så vi havde tid at besøge søløverne ved Pier 39.

De er kommet i hundredvis efter et jordskælv i firserne, så man har lagt pontoner ud de være på. Mange var dog ude at spise da vi var der, men de er en stor turist magnet.

Så var det tid til at sejle ud til Alcatraz. Øen har haft en omtumlet tilværelse, og den startede som militær befæstning for San Franciscos havn i 1800 tallet og var på et tidspunkt også militærfængsel. I starten af 1900 tallet droppede militæret øen og man byggede den om til civilt topsikret fængsel med plads til 600 fanger.

Til venstre ses de 2 bygninger hvor privilegerede fanger lavede forskelligt arbejde. På toppen ses den store fængselsbygning og fyrtårnet, der stadig blinker.

Indvendig er den et stort rum med 4 celleblokke i 3 etager, de står frit i rummet og på ydervæggene er der hele vejen rundt et skydegalleri hvor alt kan beskydes fra.

Cellerne er åbne fortil, kun lukket med tremmer. De bestod af en opklaplig seng, et lille bord, håndvask og toilet.

Der har været 14 flugtforsøg. Ved det ene, i 1962, havde 3 fanger lavet dummyer og lagt i sengen, og kravlet ud i servicegangen mellem cellerne ( se dukken og hullet i væggen), kom op på taget og ned af væggen og ud i havet med en slags flåde. De er de eneste der slap væk fra øen, men menes druknet. De er udødelig gjort i en film af Clint Eastwood.

Det mest blodige er, Slaget på Alcatraz, en fange fik sig møvet ind i skydegalleriet og overfaldt en vagt, tog hans våben og nøgler, og befriede andre fanger. De slap ikke ud og kampen varede i flere dage. Tilsidst brød man hul i betonloftet og smed sprængstod ned i en mellemgang, hvor de havde forskanset sig. Se hullet i loftet og sprængmærkerne i gulvet i de små billeder. 2 vogtere og 3 fanger døde og 2 fanger blev senere henrettet.

Efter en frokost begav vi os på en travetur i de stejle gader, som vi her ser ude fra øen. Først kæmpede vi os til Coit tårnet, som ligger højt oppe, men der var en kæmpe kø for at komme op så vi opgav og travede ned af Lombard street.

Det er en af de stejleste gader i byen, som det tydelig ses her, og man har en talemåde i San Francisco: ”Er du træt af at gå så bare læn dig op af gaden og tag et hvil”

Lombard street er på en stækning også den mest snoede gade i byen, og måske i hele verden. Gaden er ensrettet oppefra og ned, og bilerne holder i kø oppe i toppen for at få lov til at køre ned. Der er betjente til at regulere trafikken i begge ender.

Så skulle vi ud at køre med kabelsporvogn. Et helt specielt system fra 1800 tallet, som man ville afskaffe og modernisere på et tidspunkt. Men grundet borgerprotester blev 4 linier bevaret. Centralt i byen ligger kraftcenteret med 2 store motorer som trækker 4 ringe af store kabler, i alt ca. 17 km kabel. Kablerne ligger i kanaler i gaden, med en 2-3 cm bred revne i toppen, og kører uafbrudt med en hastighed på ca. 16 km i timen. Fra hver sporvogn stikker en slags tang ned i gennem revnen, og når vognen skal kører klemmer vognstyreren tangen fast om kablet.

De 3 linier er meget populære og der er stor køer uafbrudt, så vi fik kun en lille forsmag lørdag. Søndag efter cykelturen tog vi så den fjerde rute også med stejle stigninger. Den lille film viser først hvordan sporvognen vendes ved endestationen, hvordan føreren trækker i håndtaget for at køre og træder på den stor fodbremse for at stoppe, og så kører Mason linien med fuldt læs. Der sluttes med en tur ned af California street, hængende på trinbrættet.

Men vi vender lige tilbage til søndag morgen, hvor vi skulle cykle over Golden gate broen. Vi kom i god tid for Karen var lidt nervøs, hendes cykel har 7 gear og fodbremse, og vi skulle cykle med 21 gear og håndbremser. Så hun skulle lige en tur i kravlegården på en parkeringsplads.

Men der var ingen problemer og snart gik det derudad på den 13 km lange tur. Vi holdt pause i parken ved Crissy field, hvor der var en rigtig flot udsigt til broen. Der var liv og glade dage i parken, for om søndagen tager de lokale derud for at spise madkurve, spille bold og det hele taget hygge sig.

Der var trængsel på broen, så den ene side var for fodgængere, i midten kørte bilerne og på den anden side kørte cyklerne i begge retninger. Håber den lille dogme film ( håndholdt kamera mens jeg cykler ) giver et lille indtryk.

Det var en flot tur, med udsigt til stillehavet på den ene side og bugten og byen på den anden side, og helt fantastisk klart var det, ingen tåge eller dis.

Vi sejlede hjem fra Sausalito.

Eftermiddagen gik med den omtalte sporvognstur foruden lidt kørsel rundt i byen med bus og traditionel sporvogn. Det er en flot og meget kuperet by, godt nok er der skyskrabere men ikke så høje og dominerende som i New York.

Vores sidste aften sluttede i The Cheesecake Factory, en restaurant på 7 etage oven på stormagasinet Macy. Da vi kom fik vi en bipper og gik så ned i stormagasinet. Da vi skulle op igen, virkede elevatoren ikke, så vi tog rulletrappen 3 etager op, blot for at opdage, at nu da butikken var ved at lukke kunne man ikke komme ind i restauranten fra butikken. Så vi måtte tage rulletrappen 6 etager ned og blev nådigst lukket ud af butikken for at tage elevatoren op til toppen.

Men middagen var god og en rigtig fin afslutning med udsigt til Union Square. Mørket faldt på mens vi spiste og byen strålede med alle sine lys.

Tak for denne gang, vis høres nok ved igen en gang.