Støvlesvangen eller historiens vingesus

Jeg havde valgt Matera på grund af een ting, men den kommer vi til. I går var jeg på en kombineret by og bjergvandring, jeg skulle jo se på byen og så have lidt højdemeter i benene inden jeg snart kommer til Etna.

Den rute jeg havde valgt var delt i 2 stykker, byen og bjerget, der manglede det blå stykke, fra 2 til 3, som forbandt dem. Men da jeg stod nede i bunden, tænkte jeg, der må være en sti. Først prøvede jeg ved 2 hvor ruten stoppede, men det så forkert ud. Så gik jeg tilbage og prøvede en anden vej, men den så endnu mere forkert ud, og så vendte jeg tilbage til 2 og forsatte. Og ganske rigtig den endte oppe ved 3 hvor anden del startede. Og så sparede jeg de 2 * 6 km cykling rundt om slugten og tilbage igen.
Her ses den hårde del. Ruten starter oppe i byen ved pkt 1, går ned i dalen gennem 2 og kommer op til 3. Så var det var lidt bakkevandring, med flotte udsigter for resten af vejen. Indtil jeg skulle tilbage samme vej.

Efter at havde rundet toppen gik ruten ned til denne gamle forladte hule landsby. Ingen særlig spændende rute, men da jeg var hjemme igen, lød den alligevel på 14 km og 500 højdemeter.

Den første del, frem til punkt 1 var ligesom alle andre gamle byer med små, stejle, og krogede gader. Efter min lille bjergudflugt var jeg tilbage ved pkt. 1, og derefter kom det, som jeg var kommet efter. Neden under de nye huse ses den helt gamle bydel, Sassi, hvor husene er delvis hugget ind i klipperne. I 1952 blev bydelen stemplet af regeringen som Italiens skam, og folk blev flyttet, de sidste under protest i 68. Men så i 93 kom Sassi på UNESCO’s verdensarvsliste, og er nu langsomt ved at blive genetableret.

Dette skulle være en autentisk møblering af en hule med et enkelt rum til en familie på 6. Hvor autentisk ved jeg ikke.
Til gengæld er dette en helt autentisk hule, med mange rum, som dog står tom.

I morges startede jeg så tidlig, jeg havde flere punkter og 250 km på programmet. Første punkt var Tavole Palatine, Kejserens bord,hvor disse 15 2500 år gamle søjler er dem der er tilbage af de oprindelige 32. Det var Pythagoras hjem, der blev bygget om til et tempel for gudinden Hera. Det var dog med nød og næppe jeg fandt det, jeg kørte på venstre side af en motorvej og min GPS ville have mig til højre på den ene vej mindre end den anden. Og så viste det sig, at det lå på den anden side af motorvejen, men uden skiltning så jeg var lige ved at køre forbi.

Dette er så Herakles templet m.m. fra samme tid. Det syner ikke er meget, men er sikkert langt vigtigere arkæologisk set.
På vejen mødte jeg ham her, der sikkert er på vej hjem fra ferien med hele sit habengut. Jeg håber ikke han skal skal lave en katastrofe opbremsning

Hvordan kan det være, at næsten hver gang jeg skal se noget så ligger det på toppen af et bjerg. Her har vi Rossano, der er kendt for 2 ting: verdens bedste lakridser.

Og så det her, den helt store skat, det er Codex Purpureus Rassanensis. En 188 sider kunstfærdigt udsmykket evangelietekst. Den er skrevet med sølv på ultratyndt purpurfarvekrevet papyrus i Palæstina i 500 tallet og kom hertil 100 år senere. Her ligger den så i sin glasmontre, der åbnes een gang om året, og så vendes der eet blad. Kopier af de andre kan beses.
Dagens sidste punkt var dette bjerg, hvor Robert Guiscard’s kæmpeborg, 10.000 m2, troner på topen. Efter 5 års restaurering blev den genåbnet i 95. Det var nok den mest stejle by opkørsel jeg endnu har prøvet.

Det er nogle imponerende høje fæstningsmure, der syner det blå æsel ikke af meget.

Indvendig var der div. udstillinger og udgravninger. Fra den byzantinske periode, ca. år 400 til 1000, stammer disse skeletter, apropos knoglerne i Otranto.

Her til aften kom jeg så til den lille fiske/ferieby Le Castella