I går morges skulle jeg på en lille travetur i omegnen, jeg startede tidlig, så ved frokost var jeg hjemme igen. Det løb alligevel op i 15 km men i næsten fladt terræn.
Den del af turen, der ligger inden for den sorte oval, var praktisk en stor olivenmark .
Desuden var der fyldt med gamle stengærder.
Jeg synes simpelthen at disse gamle krogede oliventræer er så flotte, og hele området var fyldt med dem.
Tilbage mod byen, der ligger på toppen, gik jeg i gennem denne dal med et lille vandløb.
Jeg havde fået stillet mit kamera forkert, så derfor dette lille billede af den ene af de to toiletblokke på pladsen. Dette er herre siden, damerne på den anden side. Men der var kun de her udendørs håndvaske, fælles. Den første dør er ind til brusebadet. Boksen til at putte en halv Euro i var så uden for døren, og lige så snart mønten var i startede bruseren for fuld kraft. Så sku’ man klæde sig af først og så åbne døren og putte en mønt i, eller skulle man have vådt tøj ?
Otrano er en slags port til østen. Den er grundlagt af grækerne, men har ført en omtumlet tilværelse. Her skal blot nævnes at normannerne erobrede området i 1100 tallet og i 1400 tallet var det så tyrkernes tur. Her fra stammer det italienske udtryk “Mamma – i turchi!”/”Mor tyrkerne kommer” som nærmest i dag betyder “Vor herre bevares”
Her er den gamle bymur, med en tør voldgrav, som går rundt om hele den historiske bydel, bortset fra et kort stykke ud mod havnen.
Kirken er i sig selv ikke noget særlig, men den er berømt for 2 ting. Det ene er den store mosaik, der dækker hele kirkegulvet, og som forestiller livets træ med djæveler og slanger, tortur og brodermord, samt f.eks berømthederne Hannibal med sine elefanter og kong Arthur, af det runde bord, på sin hest. Desværre dækkede stolene, til brylluppet der kan ses, en del af gulvet. Jeg var der også dagen før,men da var der også bryllup.
Da brylluppet var slut, fik vi lov at komme ind i dette kapel. Da tyrkerne kom dræbte de 800 kristne borgere, og en stor del af deres knogler, kan ses bag de store glasruder. Ret bizart.
Så stod en på sværdfisk filet til aftensmad med udsigt til bymuren og marinaen i solnedgang.
I morges startede det så, for det ikke skal være løgn, med endnu en grotte. Denne er dog lidt speciel, fordi man går ind i den ude fra havet. Den hedder Grotta Zinzulusa/Kludegrotten
Den var også speciel på anden måde, fordi gangen/grotten mange steder var meget smal og meget lav , hvorfor man måtte bukke sig.
Her er så den stor grotte ca. 150 m. inde. Med sine store bløde former lignede den ikke nogen af de andre grotter.
Nu, vi er ved historien, så stod disse ruiner jævnt fordelt langs kysten, det er rester af de gamle normanniske vagttårne.
De første 100 km gik langs med sålen og forkanten af hælen på den italienske støvle. Det var en rigtig flot tur, med udsigt til havet næsten hele vejen. Og selv om det var en klippekyst var der ikke de store stigninger. Og langs hele kysten inde i bugterne, var der små byer med små strande.
Her er fyret som står på hælens sydvestligste punkt. Ved siden af er der en kirke, ret besøgt af pilgrimme, og gæt engang der var bryllup. Det tredje på lige så mange dage.
Sidste stop var Gallipoli, også en af grækernes gamle byer. Det specielle ved den er, at den gamle by ligger på en ø. Og der er kun denne bro, der fører derover. Bymuren til højre går rundt om hele bydelen. Jeg ved det, for jeg var rundt, på den eneste gade for biler, som er ensrettet og går langs muren. Jeg kørte forgæves, ikke en tom parkeringsplads inden jeg så til sidst fandt ned på parkeringspladsen ved fiskerihavnen.
Ved aftenstid nåede jeg så Matera, der ligger oppe i svangen, for nu at blive støvle terminologien.
Hej Ole! Så er jeg på igen , er lige hjemkommet fra en uge med golf i Sydengland , herligt område og skønt vejr. Og som du , er jeg også meget betaget af gamle træer, og især på den ene golfbane var der utrolig smukke store gl træer..og jeg undgik at ramme dem så godt jeg kunne.
Nå men jeg skal da også lige love for du får oplevet en masse gode ting, og ser smukke områder…plus du stadig vandrer rundt i den ene dal efter den anden. Helt fantastiske billeder du får på siderne her..kh Hanne
Tænkte nok du var ude at rejse. Det ligner ikke dig at være tavs så længe. Mkh Ole