Trullo landet

Mandag stod det igen på grottebesøg, jeg måtte 20 km tilbage igen for at komme til Grotto Castellana.

Den var i århundreder kendt som et stort hul i jorden, kvæg forsvandt i det, og der var overtro knyttet til det. Men i 1938 blev den udforsket, og det viste sig at være en af Europas største og dybeste grotte systemer. 3 km langt og 71 m under jorden. I højre side ser man trappen hvor man kommer ind i den åbne grotte.

Den store åbne grotte, er det eneste sted man må fotografere. Så mine andre hurtige fotos, som jeg sneg mig til er ret dårlige.
Jeg var på den store tur, 2 timer, hvor vi gik 1,5 km ind gennem en rigtig stor gang, for meste var den nok 10 m høj og 4-5 bred, bortset fra enkelte snævre steder og enkelte større grotter.

Dette er så slut/højdepunktet på turen, den hvide grotte, hvor det lykkedes mig at være uden guider. Den har ry for at være en af de smukkeste i Europa.

Om eftermiddagen stod den på indkøb og bytur i Alberobello. Egnen her er kendt for sine trullo huse ( på UNESCO’s liste ) som kun findes her. Oprindelig var de runde huse med spidse tage bygget af løse kalksten uden mørtel, men lagt så snedigt at røgen kunne komme ud men regnen ikke ind. Nogle mener, at det var fordi man betalte skat af huse, så når skattefar var på vej, så skilte bare man husene ad, og byggede dem så op igen efter besøget. Nå måske ikke, men hvem ved.I dag er de fleste moderniseret og istandsat. Her forklarer en lille italiener en tysk turist om sit hus, tror jeg nok. Turisten oversatte i hvert fald til tysk for nogle andre.

Der er 2 kvarterer i byen med disse huse, dette er det mondæne/turistede Rione Monti. De 2 andre billeder er fra det mere almindelige Rione Aia Piccola.

Tirsdag formiddag stod det på cykeltur, den røde, rundt om Alberobella. Jeg havde planlagt at besøge Locorotondo når jeg kørte videre, men så havde jeg pludselig ikke noget at lave om eftermiddagen, og der var kun ca.10 km derhen, så jeg tog cyklen igen, den blå. Alt ialt små 50 km, men ingen bjerge, kun et par stor bakker og bugtede små veje.
Også ude på landet i stod de, trullo’erne, som her i vinmarkerne. Nye og gamle, velholdte og forfaldne, de stod overalt.
Ja de bygges stadigvæk, her er et nybyggeri, men nu bruger man cement og mørtel også.

Jeg fik lov at kigge ind. Huset består i kraft af byggge metoden af mange små rum, og nu er der alt, el, vand badeværelse, ja alt moderne tilbehør.

Locorotondo er en ældgammel by, og selve kernen har en slags bymur, fordi husene er bygget sammen og de yderste danner en kreds med “ryggen” ud ad, så man skal gemme porte for at komme ind. Gaderne er, som det ses, nærmest en labyrint. De er krogede og smalle, og mange ender blindt.

Selv fyrste paladset, Palazzo Morelli, er bygget sammen med de andre huse, selv om det er et af de største.

Restauranterne, som denne her, spærrer næsten gaderne, det var ikke mere end ligetil jeg kunne få min cykel mellem blomsten og det unge par.

Piazza Vitorio Emmanuelle, der lå lige inde for den ene port, var vist den største plads i den gamle bykerne.
Mens jeg fik et glas hvidvin, se cyklen, begyndte det at tordne og regne, så jeg fik lige 10 km hjem i regnvejr. Alle mine 5 klædningstykker, underbukser, shorts, t-shirt og sokker var driv våde.

Her til morgen gik det videre sydpå, jeg skulle ud til Italiens østligste punkt, havnebyen Otranto. Herfra skal man efter sigende kunne se til Albanien. Det var en kort hurtig tur i dag, og så var der gratis motorvej en stor del af vejen.
Men på vejen skulle jeg lige kigge lidt på Lecce, hovedbyen i den italienske støvlehæl. Det blev bare et par timer. Det mest interessante var nok, at midt på byens torv, Piazza Sant Oronzo, var der et stort hul. Det er resterne af en gammel romersk arena, der nu bruges til teater og koncerter. Bagved ses søjlen der markerer endepunktet for den gamle romerske vej, Via Appia.

Jeg skulle også forbi kirken, Basilica di Santa Groce, fra midten af 1500 tallet. Den er berømt for den rigt udsmykkede facade med søjler, balkoner og friser med blomster, dyr og figurer. Men for det første var den under restaurering og for det andet lå den, som sædvanlig, i snævre gader, så det ikke var til at få et ordentlig billede.

Jeg var fremme midt på eftermiddagen, så de næste pardage går med bytur og lidt vandring.