Turist i Puerto del Morro

Så er det ved at være slut med “hvile” dagene, mandag aften kl. 9 stater en ca. 14 timer lang bustur til Lima.

De 7 uger gik alligevel hurtigt,  og ikke alting har været afslapning, 3 uger der skulle have været  0, og arbejde,  4 uger der skulle have været 7.
I weekenderne opsøgte jeg nogle af de få “turist attraktioner” der var inden for rækkevidde.

Ceire del muerto, De dødes bjerg, er en lille klippe ikke særlig høj men den kan ses i hele det flade område. Der er 5 km derud og jeg har gået derud 2 gange og i morgen en sidste tur for at sige farvel til Ecuador.

Halv vejs oppe i en slags hule står der en statue af jomfru Maria. Der er 2 trapper derop så man kan gå  i gåsegang  op af den ene og ned af den anden. De lokale går i procession derud ved særlige lejligheder.

I mit område var der ikke andet, så en søndag tog jeg på udflugt. Bus til Playas, ny bus til Progreso, privat “taxa” til busterminal så ny bus til Buenos Aires,  en lille flække med 3 huse og fælles lokum. Der var et fælles toilet og ikke ret mange huse, så det var min første tanke.
Nu manglede jeg kun 14 km til mit mål Sacachun, men jeg travede lystigt afsted og forsøgte at tomle. Efter et par km fik jeg gratis lift på en motor cykel. ( normalen er man skal betale ).
Midt i landsbyen, der bestod mest af de traditionelle træhuse,  stod disse brødovne.

Men det er hende her byen er kendt for. Det er jomfruen San Biritute en god 1,5 høj stenstatue. Der er både religion og overtro. Den kan en masse ting, blandt andet siges der, at hvis menstruationen er i uorden ( gravid ? ) skal man om natten gnide sin nøgne krop mod statuen, så er den klaret 🙁

Ikke langt derfra gik der en sti ind krattet. Fulgte man den kom man til 2 af disse forhistoriske sten cirkler. Huancavilca indianernes shamaner anså dem som energi koncentrationer og brugte dem i deres  ceremonier.
Jeg skulle have fundet en til, men stuen forsvandt i ingenting og jeg fandt skelettet af en død ko, så vendte jeg om.
Så på stop i en varevogn, 1 $, en smut tur til St.Elena for at sondere terræn til næste udflugt.  Til sidst 3 busser og hjem, i alt 7-8 timer.

En anden søndag, samme vej men en bus mere, gik turen til Valdivia. Jeg stod af ved denne statue midt på vejen. Venus fra Valdivia. Målet var landsbyen Sinchal der lå på vejen til Barcelona. Det viste sig at der faktisk mod forventning gik bus til Barcelona, men da der kun var et par ķm. gik jeg, for jeg skulle finde en vandrerute og var bange for at køre forbi, og der var da heller ikke langt.

Ruten var ikke skiltet, men ved at spørge fandt jeg starten. Jeg havde en brochure med en rute der med lidt god vilje lignede en badminton ketsjer. Der var ingen længde angivet og ingen målestok, men billeder af en fin trappe op til et udkigstårn. Så jeg fulgte lystigt den brede sti uden at vide om jeg var på en 5 eller 20 km tur. Efter en laaang tur forsvandt stien endnu engang ud i øde intet.
På vejen hjem spurgte jeg så en lokal indianer. Det er da der, sagde han og pegede på det i ser på billedet. Det var resterne af den fine trappe og tårnet fandt jeg aldrig.
Så endnu et 1 $ stop og 4 busser inden jeg var hjemme efter 10 timer.
Men det er billigt 2-3 timers  bustur med 3-4 forskellige busser for en  4-5 $, 25-30 kroner, mindre end 1 enkelt til Aarhus.

Som jeg vist har nævnt er her mange weekend turister, der kommer for at se delfiner. Vi sejler i 10-20 personers både med påhængsmotor, hvad mon arbejdstilsynet siger til den brændstof forsyning. Man ved  hvert fald at der er diesel med, der stank af diesel

Jeg var på 2 ture,  den sidste  i dag. Forskellige steder.  I dag kun 1 delfin forrige gang rigtig mange. De er svære at fotografere vil jeg bare sige,  jeg tog første gang 80 billeder og kun noget  på en 5-6 stykker,  og det her er det bedste.

På vejen hjem så vi en der legede med et skib.

Fra mit vindue kan jeg se ned på mange kanoer, nogle sejler  ud ved lavvande og samler muslinger.  Med min ven miljøvagtens hjælp fik jeg kontakt til denne kano og fik lov at sejle med ud en dag.

Vi var nogle stykker der blev læsset af på mudderbanke, tørlagt på grund af lavvande,  Så sejlede de andre, og vi gik så og rodede muslinger op af mudderet i et par timers tid. Vi brugte en krog af noget tykt ståltråd der var bøjet.Min læremester som i ser her fik min lille sjat muslinger.  For øvrigt var besætningen alle fra samme familie.

Det var så de turist mæssige højdepunkter.

Arbejde mæssigt var forrige uges højdepunkt, i en ny børnehave, denne kloak ledning. Det tog os 3 mand 2 dage i brændende sol at grave 15 m rende,  vi brugte en hakke,  for her er jorden ikke bare hård men meeeeget hård.
I den uge har min kollega og jeg så flyttet 3 tons sand og sten ned gennem en lavning og op af en bakke med en trillebør.

Men ugens egentlige højdepunkt var disse glade børn, det lokale barne fodbold hold. Mundo, den organisation jeg er rejst ud med, giver de enkelte frivillige mulighed for at få 1500 til et godt formål, hvis de falder over et.

Jeg fik dem lokket til at give 1900, og ved selv at spytte en smule i kassen fik vi  ekviperet hele holdet, 16 mand,  i nye dragter. Det var en stor dag med  mange glade smil, en tale af Pablo og en masse applaus.

Så nåede jeg ikke at skrive mere,  for jeg skulle være hos Pablo kl. 16. Han sov vist da jeg kom men knægtene vækkede ham.  Men så blev det rigget højtaler og stillet stole an ude på gaden og så sad vi og ventede med drønende højtalere, det er et must her. Drengene fra holdet kom og gik.
En gang i mellem råbte Pablo “Applaus para Ole del republica Dinamarca”
Kl. 5 blev det tid,  mere applaus, jeg fik en gave, jeg gav et gruppebillede ( det øverste ) til hver spiller, applaus, 2 af Pablos børnebørn, piger på ca 9, år dansede, applaus, så blev jeg slæbt op og danse med, applaus, så blev hver spiller kaldt frem og jeg gav dem tøjet igen og de takkede, og det hele sluttede med sodavand og sandwich og applaus.
En stor fest.

Hvordan det kommer til at gå med min blog i Peru det ved jeg ikke. Jeg håber jeg får skrevet noget.