Camino del Rey og Extremadura

Som det ses er jeg godt op i gennem Spanien, Salamanca, for at være helt præcis, og jeg har rundet de 8000 km så godt og vel. Æslet slog lige et smut mod vest, men jeg fik styr på det, og fra nu af går det næsten direkte nord vest.
Salamanca får først besøg i morgen, så den må vi vente med.

Torsdag var det så tid til den længe ventede tur på Camino del Rey. Stien var i mange år populær men farlig og blev lukket efter en del døds ulykker. For et par år siden blev den så genåbnet efter at den var blevet restaureret. Den fik navnet Kongestien, fordi den spanske konge gik turen ved ny indvielsen. Og den er så populær at man skal bestille plads lang tid i forvejen.
Den første del går gennem en meget smal slugt, hvor stien er fastgjort direkte på klippevæggen.

Efter en lille km bliver slugten dog bredere. Til venstre for stien kan man se en vandkanal.

Vandkanalen var både i tunneller og åbne kanaler, der var muret eller hugget i klippen. Og det er denne kanal der VAR kernen i det hele, den førte vand frem til et vandkraft værk, og stien var til arbejderne, der byggede og vedligeholdt kanalen. Som det ses var kanalen både bred og dyb ( se manden ). I dag løber vandet i rør inde i klipperne og stien er kun til turister.

Den midterste del er en bredere dal men stadig med stien på klippesiden en del af tiden.

PÅ den anden side af dalen gik en jernbane linje, her i den sidste snævre del, var den tæt på stien. Man ser tydelig hvordan gangbroen er fæstnet til klipperne, og man kan også se resterne af den gamle sti.

Ved udgangen krydsede vi over til den anden side via en gangbro, der gik langs med den gamle kanal der også krydsede her.

Derefter gik det mod nord i gennem det golde landskab i det nordlige Andalusien og Extremadura. Jeg læste tilfældigvis i en avis, at vandreserverne i dette område er det laveste i de sidste 9 år,  hvilket også ses tydeligt ved de vandreservoirer jeg kom forbi, de var meget langt nede.
Jeg skulle lige holde på et udkigs punkt, der var skiltet med på vejen, og se et kraftværk, men der var ikke noget at se, for der var vokset krat op

Fredag aften kom jeg til den lille by Guadalupe, for at være der hele lørdagen.
Lørdag formiddag startede jeg så på en lille vandretur hvor jeg kort efter start kom hen over denne bro. Den blev bygget i 59, støbt på stedet i beton, og var en del af den såkaldte Sult bane, fordi den var en del af større plan om at bringe mad frem. Men af diverse årsager blev projektet opgivet allerede i 62, og blev ligesom mange danske lokalbaner, delvis omdannet til stisystemer

Det var en smuk tur med mange flotte udsigter og gennem diverse lunde. Kender nogen dette træ / frugt ?. Og så var der selvfølgelig de allesteds nærværende oliventræer til højre.

Guadalupe lå som en smuk hvid by neden for det lille bjerg jeg gik på. Bemærk det store klosterkompleks med katedralen midt i billedet

Det var bare en lille sti men skiltning manglede der ikke. Advarsel til bilerne og 40 km, fuld stop for fodgængerne der krydsede vejen, knallertkørsel forbudt og så som noget ret specielt angivelse af stiens stignings procent.

Om eftermiddagen, da den værste hede var overstået, var det så tid til en bytur.
Inde i katedralen, over alteret var hun så, jomfruen, som det hele drejer sig om.
I slutningen af 1200 tallet fandt en hyrde en lille nedgravet statue af jomfru Maria. Og siden har Guadalupe været pilgrimsmål. Alfonso d. 11 byggede hende et kloster, og konger og store mænd har foræret hende rige dragter ( jeg så dem selv ) og gods og guld. Klosteret blev så rigt at et gammelt ord siger ”Bedre end greve eller hertug er det at være munk i Guadalupe”. I 1400 tallet blev byen kaldt det spanske Vatikan og var et religiøst kraftcenter.
Hvis hun ser lidt mærkelig ud, deroppe over alteret, er det fordi, jeg af tekniske grunde, har sat hende ind, fordi hun bare var en lys plet.

Bag jomfruen, som står på en drejeplade, er der et lille rum. En munk viste os derind, og drejede hende. Han gned en lille sølvplade på hendes kjole, og overførte kraften til pladen. Folk fik så lov til at kysse pladen, der blev aftørret efter hvert kys. Stærke kræfter må man sige.

Her er der det desværre lidt slørede original billede, og i kirken står hun bag dette gitter, som efter sigende er lavet af frigivne slavers lænker. Så nu er hun selv spærret inde.
I nederste række ses en stor pult, til bøger. De store bøger, så høje som min underarm, skrevet med så store bogstaver at der kun var 6-7 linjer per side, blev sat derop, og kunne så læses langt fra. Jeg så bøgerne, men måtte ikke fotografere. Det sidste billede er fontænen foran katedralen. I denne fontæne blev de første indfødte, som Columbus hjembragte fra Amerika, døbt.

I dag blev kursen sat mod Caceres, men på vejen passerede jeg Turilio med det imponerende Castello på toppe. Her er en af de store conquistdadorer, Francisco Pizarro, født, han erobrede Peru. Byen og egnen er også kendt for tyreopdræt til tyrefægtning. Og på en mark gik disse tyre og ventede på den reklamerede tyrefægtning i den lokale arena.

Caceres, en af Extremaduras store byer, var et varmt besøg. På den imponerende Plaza Mayor flimrede varmen over Eremita de la Paz og Arco De Estrella.

Da Alfonso den 9 tog byen fra mauerne i 1229 blev den centrum for Caceres brødrene, Spaniens med tiden mest magtfulde ridderorden. På et tidspunkt var der 300 riddere i byen, hver af dem byggede sit eget forsvars tårn og lå i evig strid med hinanden. Det blev for meget for Fernando og Isabel og i 1476 blev tårnene beordret ødelagt. Det gjaldt selvfølgelig ikke kongens støtter. Intet nyt under solen.
I øverste række ses de 2 Golfino tårne. Golfino’erne var franskmænd og kom i 1100 tallet for at hjælpe i kampen mod mauerne, men de blev en plage senere hen. Selv kongen kunne ikke undertrykke dem. Og man mener at det spanske ord for slyngel, golfo, stammer fra deres familie navn.

I morgen må vi så se hvad Salamanca og senere hen Burgos har at byde på, og så er det ved at være slut med Spanien. Når jeg skriver næste blogindlæg er jeg i Frankrig