Campo Imperatore

Tordag startede jeg med at køre til Assisi der, næst efter Vatikanstaten, er det mest betydningsfulde religiøse center i Italien. Det var her Gud i starten af 1200 tallet talte til Frans af Assisi og bad ham reparere den katolske kirke – det blev starten på franciskaner ordenen. Det er en gammel by på toppen af et lille bjerg. Rigtig flot, pæn og ren og fyldt med smalle gader og trapper.

Men det, det virkelig drejer sig om for katolikkerne, er denne kirke, San Francesco kirken.

For nede i krypten ligger Frans af Assisi’s jordiske rester. Desværre blev der lukket for publikum lige for næsen af mig, da der skulle være messe. Så i får ikke et bedre billede.

Og så er der selvfølgelig franciskanermunke fra hele verden med grå munkedragter og tre knuder på bælterne, der symboliserer de tre klosterløfter: cølibat, lydighed og fattigdom. Ham her ligner nu en hyggelig italiener, og så hverken kysk eller fattig ud.

Dagens mål var Assergi, den lige bjergby lige neden for naturparken Gran Sasso i Appeniner bjergene. Så der var næsten 200 km flot bjergkørsel, heldigvis mest i de store dale, og kun lidt ikke særlig krævende bjergkørsel.

Der var dog mange flotte steder undervejs, som her ved den kunstige Lago di Campotosto.

Men jeg var fremme ved campingpladsen ved aftens tide. En lille forpjusket plads, men ingen trængsel, rene toiletter, varmt vand og så den lille bar her. Hvad kan et tørstigt æsel, t.v. i baggrunden, forlange mere.

Så stod det ellers på 2 dages vandring. Jeg boede ved 4 på kortet, og der startede tovbanen, som på 3,7 km. løftede os fra 1100 m op til punkt 1,  Campo Imperatore i 2100 m højde. Her startede begge mine ture. Lørdagens op til pkt 2, Corno Grande,  Appeninernes højste bjerg, 2900 m. Søndagens gik til pkt. 3.

Begge ture fulgtes ad i starten op af en lille stejl skråning. Men lørdagens gik så jævnt til højre hen af skråningen for til sidst at stige kraftigt op til denne slette. Her ses Corno Grande, hvor stien lige ud går direkte op til toppen, for de avancerede. Jeg tog den lille stil, den normale, til venstre hen over sletten til den lille røde pil. Her kom så en lang kraftige stigning op til den anden røde pil.

Stigningen førte op til en anden slette på bagsiden, som steg jævnt hen til denne røde pil. Herfra blev det lidt krævende, for de sidste 1,5 km skulle vi nærmest kravle fra sten til sten på lange strækninger. Men som det ses er det en populær vandre rute, der var mange folk.

På vejen op passerede jeg Europas sydligste gletsjer.

Men op på toppen kom jeg da, her foran klippeblokken på toppen.

Sine steder var der nærmest trafikpropper, og på toppen var der stor trængsel.

Der var en del forældre med børn, denne far havde dog sin søn i sikkerhedsline.

I dag, søndag, skulle jeg så til den anden side, til Pizzo Cefalone. Som sagt fulgte jeg samme sti i starten, men i stedet for at dreje af fortsatte jeg opad næsten 300 m, fy for en start.
Så skulle jeg hen langs denne højderyg, den er dog ikke så “skarp”, som det ser ud til, når man kommer nærmere.

På vejen mødte jeg disse 4 gemser.

Men da jeg kom hertil, pkt 3 på kortet, og så, at jeg skulle ned i denne dal hen over den og derefter op på toppen til højre, besluttede jeg dog at det måtte være nok for i dag, den magenta streg er den del som jeg skippede. Jeg gik tilbage af en behagelig rute hen af en skråning.

Ved siden af tovbane stationen til venstre ligger det gamle røde lidt ramponerede hotel Campo Imperatore, fra før krigen. Det er berømt, fordi den afsatte Mussolini sad indespærret der i 1943. Otto Skorzeny fik ordre af Hitler til at finde og befri ham. Han sporede Mussolini hertil, og den 12 september landede han med tyske faldskærmssoldater og befriede Mussolini uden at løsne et skud.  Mussolini og Skorzeny blev derefter fløjet ud i et lille rekognoserings fly, som det nærmest mirakuløst lykkedes at lande og lette ved siden af hotellet.

Her er Mussolinis lille opholdsrum. Hans fængsel bestod af entre, soveværelse, opholdsrum og badeværelse. Det hele står, som da Mussolini forlod det, og formedels 2 euro får man rundvisning på italiensk, hvilket der er mange der får, og sikkert forstår bedre end mig.

Da jeg nu havde snydt på dagens tur, besluttede jeg at gå ned fra pkt 1 til pkt 4. Omkring 5 km stejl nedstigning ( 1000 m ). Det var en meget stejl sti med en mange løse sten. Den sidste del, hvor jeg var forbi de dybe skrænter, var det helt galt. Jeg skøjtede nærmest ned af stien, men det lykkedes at komme ned uden at falde, selvom det var tæt på.
Havde jeg vidst hvor “glat” der var, havde jeg nok benyttet min returbillet, der var både købt og betalt.