Jordskælv og tro/overtro ?

Mandag morgen forlod jeg så den smukke natur ved Campo Imperatore for at møde den ikke så smukke natur ved L’aquila.

Den 6 april 2009 blev L’aquila ramt af et jordskælv, der dræbte 300 mennesker. I størsteparten af den indre gamle bykerne er husene stadig støttet af med jernbjælker og stilladser, og der arbejdes stadig på at udbedre skaderne.

Nogle huse kan nøjes med mindre afstivninger af væggene og i døre og vinduer. Og i mange af disse huse er butikkerne åbne.

Domkirken San Bernadino blev hårdt ramt, kuplen styrtede ned. Den er stadig omgivet af stilladser, men ved et mirakel blev en stor del af facaden stående.

Tæt på L’aquila ligger landsbyen Stiffe, hvor der er en berømt grotte. Jeg kørte op til indgangen, 2-3 km fra Stiffe, og undrede mig over de få biler der var, men kunne ikke komme ind. Billetter skulle købes i landsbyen, og det var dårlig skiltet i den side jeg kom fra. Da jeg kom ned i Stiffe, skulle jeg ikke bare købe billet, men stille bilen og køre i bus. Det ku’ jeg så godt forstå, for der var ingen plads ved grotten, og her var der masser af biler.

Den guidede tur varede en time og gik som her via en oplyst gangsti langs floden, der har lavet grotten. Det var en lang grotte, ind og tilbage samme vej. Der var foto forbud, og jeg fik skældud af guiden.

Der var en del vandfald, dette var det flotteste. Se hvordan det venstre bare kommer ud af en revne i klippen.

Der var i det hele taget en meget flot grotte, se for eksempel disse drypsten fra grottens loft.

Apropos loft, så var det mange steder stivet af med jernbolte. Hvad nu hvis hvis man lige havde glemt et par steder ?

Det sidste stykke op mod Camping I Lupu i Villalago, gik gennem den snævre og stejle Sagitarie dal, hvor vejen nærmest klamrede sig til klippesiden, hvis den da ikke var hugget ind i den.

Der var også små søer undervejs, som her Lago San Domenico. Den skal vi høre mere til.

Jeg havde 3 mål her i Villalago: Se San Domenicos grotte, Frattura Vechhia og gå en tur i bjergene, så det tog nok et par dage regnede jeg med.

Men det viste sig at den korteste vej fra Villalago, pkt. 0, til Frattura Vechhia og retur, pkt. 2, var 6 km vandring på en bjergsti, i stedet for 20 km cykling. Så jeg cyklede 2 km ind til starten i Villalago fra camping I Lupu nederst på kortet. Tilbage fra bjerget fortsatte jeg vandringen ud til San Domenicos grotte, pkt 3. Så på 15 km vandring med kun 300 m stigning var hele mit program opfyldt på en gang.

På vejen til Frattura Vechhia blev jeg pludselig bremset af en fåreflok, indtil hyrden med sin stok lavede en sti til mig.

I 1915 mistede 30.000 mennesker livet ved et jordskælv i Abruzzo regionen. Frattura Vechhia, der dengang kun hed Frattura, stod åbenbart på en stor klippeblok, der løsnede sig og gled lidt ned af bjerget, flere hundrede blev dræbt og en stor del af byen lå i ruiner, men grundplanen var bevaret med placeringen af torve, gader og kirker.
Historien siger at kirkeklokkerne ringede, da en af kirkerne landede næsten uskadt, og der sprang en kilde frem. Det tog de få overlevende, som et tegn på at de skulle blive på bjerget, så de byggede en ny by ikke så langt derfra, pkt 2. Derfor hedder byen nu Frattura Vechhia, Gamle Frattura.

Byen har siden ligget hen som spøgelses by, men i de senere år er der begyndt en restaurering af huse til ferielejligheder, som huset bag den hvide bil til venstre.

Vel nede af bjerget gik turen rundt om Lago San Domenico. Pilgrimme fra hele verden valfarter hertil hele året for at besøge kirken, det lille gule hus til højre i billedet.

Bag kirken er der nemlig en grotte hvor eremitten San Domenico boede. Han er Villalagos skytshelgen og grundlægger af Dominikanermunkene. Han har lavet flere mirakler, og skal blandt andet have taget giften ud slangerne i det slangeplagede område.

På vej tilbage fik jeg et flot blik af, hvordan Villalago ligger helt ud på kanten af klippeskrænterne.

Og nu er det så jeg overvejer at ændre mine planer, om at tage afsted nu mine mål er nået. Det viser sig at onsdag og torsdag den 21-22 august er den hele store årlige begivenhed, med optog ud til den lille kirke, fest i onsdag aften og højdepunktet i det hele på torsdag.
En italiensk amerikaner, forklarede mig, på uforståeligt italiensk-amerikansk, om den store begivenhed. Han stammer fra egnen, og kommer hertil hver eneste år, bare på grund af alt det halløj. Måske sku’ jeg bruge et par dage for at se religions tosserne gå amok. Hvornår får jeg den chance igen ?