San Domenico festival og så alligevel ikke

Som det vil fremgå valgte jeg at blive og overvære festivalen for San Domenico byens skytshelgen og Dominikaner munkenes grundlægger. Det blev lidt af skuffelse hvad San Domenico angår, men der var flere andre interessante indslag.

Onsdag kl. 12 startede en procession rundt i byen, som jeg “optog” med min vandre gps, og på de 2 km. som turen varede, havde vi ikke mindre end 725 højdemeter, sådan er det at bo i en bjergby.

En næsten legemsstor madonna figur blev båret rundt i byens gader, med et stort følge. Folk stod og så på og slog korsets tegn, når hun kom forbi, som den nydelige herre i shorts på trappen til højre.

På hele turen blev hun båret af, om ikke fire jomfruer, så af fire kvinder. Dog ikke de samme, her skiftes der bærer medens et par præster støtter og passer på.

Tilslut vendte hun så tilbage til kirken til en kort messe. Hvorefter folk defilerede forbi og rørte hendes tøj og/eller kæden hun havde i hånden

Klokken 18 var der kranse nedlæggelse ved et krigsmindesmærke. Med orkester i spidsen blev kransen båret fra byens torv af veteraner i grøn-hvid ternede skjorter og med medaljer og fjer i hatten. Der blev talt og bedt af præster og mænd med og uden borgmesterkæder holdt tale.

Og så midt i det alt det højtidlige kom denne morlille med sin pilgrimsstav og blandede sig, men hun blev håndfast ført ud til den ene side.

Aftenens store nummer var dog mændenes møde. Villalagos mænd mødes med nabobyens mænd nede ved krydset mellem hovedvejen i Sagitarie dalen og en af byens hovedgader. Det skulle være kl. 19, så jeg mødte op i god tid, men fik lov at sidde i over en time på en høj betonkant, hvor jeg kunne overskue det hele.

Men endelig, her kommer byens mænd med banner og orkester i spidsen. De kan dårlig komme gennem mængden af den halve bys befolkning.

Og op af Sagitarie dalen kommer nabobyens mænd med deres banner

Lige ud for mig mødes de to bannerfører og støder deres bannere sammen, mængden råber hurra og der fyres konfetti af.

Bagefter gik man i fælles flok op mod byens torv. Og så viser det sig at nabobyen har medbragt et æsel, trukket af en lille pige, og på ryggen bærer det en madonna dukke i miniformat.

Byens torv var flot pyntet op, og senere skulle der være musik og måske dans, for da jeg gik ved ti tiden havde de stadig ikke fået musikkernes teknik til at virke.

 

I morges startede dagens program kl. 8 med at et orkester marcherede gennem de smalle gader.

Medens byens borger så til, som denne morgendame på sin flot pyntede altan.

Problemet med hele var, at der var ingen rigtig program, og ingen ku’ snakke et forståeligt engelsk. Byens repræsentant, en dame, der gik i spidsen for orkesteret kunne dog. Og da orkesteret holdt pause, forklarede hun mig, at orkester skulle gå det meste af dagen, afbrudt af messer, og så skulle det give koncert her i aften.
Hvad San Domenico angik, så er der messe i morgen ude i kirken ved søen, men ingen fælles march, folk kommer selv.
Så syntes jeg jeg havde fået nok og gik hjem og pakkede og satte kursen mod Vieste.

Her er det så at bjergene sætter dagsorden. Den hurtigste vej mod syd var at køre mod nord gennem den spændende Sagitarie dal igen, af en rigtig flot motorvej ( jeg skulle køre næsten 300 km, så jeg brød mit princip ) ud til kysten. Så et 100 km ned langs et skønt grønt Adriaterhav og ud på spidsen af Gargano halvøen.