Capri og Amalfi kysten

I mandags var jeg igen på vej mod nord og vest ud på spidsen af Sorrento halvøen.

Første del op langs kystvejen var en rigtig flot tur på en god vej, der fulgte kysten og med lidt bjergkørsel ind i mellem. På lange stræk hang den nærmest på den skrå klippeside, se pilene.

Der blev kun gjort et enkelt ophold undervejs, det var Paestum. Det var en blomstrende græsk nybyggerby, Poseidonias til ære for Poseidon. Den blev grundlagt 600 år før kristus. 200 år senere erobrede romerne den og døbte den om. Her er Heras tempel.

Det er et kæmpeområde, der er gravet ud, men der står kun 3 templer tilbage. Her er Poseidons, det største af dem.

Sorrento halvøen er et bjerg område så det tog sin tid at komme til Marina del Cantone, men så var vejen heller ikke længere. Og campingpladsen skulle betales kontant, og også Capri turen, og den nærmeste hæveautomat lå 10 km hård bjergkørsel bagude, og der var ingen rigtig butik. Så jeg var tvunget på restaurant med kortbetaling begge aftner, surt show, men jeg klarede lige de 2 dage. Den første aften fik jeg fisk, pludselig kiggede ham her op, og da jeg lige skulle tjekke billedet, var den lynhurtig oppe på bordet og ned igen med et fiskeskrog.

Tirsdag var jeg på en guided tur til Capri og her er øen med de karakteristiske Faraglioni klipper til venstre. På den lille top t.h. for midten ligger der en villa, Villa Jovis

Også kaldet Palzzo di Tiberio, fordi det var kejser Tiberius foretrukne opholdssted, meget luksuriøst og med et avanceret vandingsanlæg. Klippen kaldes Salto di Tiberio, Tiberios spring, fordi kejseren brugte at kaste uønskede personer ned fra den 300 m. høje klippe.

Turen startede med at vi sejlede rundt om øen, og ja, jeg så Den blå grotte, udefra havet, man kunne ikke besøge grotten den dag, som så mange andre dage, på grund af bølger.

Øens taxa’er var ret specielle, de var alle åbne, men de fleste havde påmonteret en slags baldakin.

Oppe i Capri by var der udsigt til Mussolinis vej, den røde pil, den eneste vej der fører op til den næststørste by Anacapri, der ligger oppe på toppen. Vejen var meget befærdet og meget smal. Den blå pil peger på den gamle trappe sti, anlagt af grækerne, den førte fra havnebyen Marina Grande op til Anacapri, 400 m oppe.

Oppe i Anacapri gik jeg en tur for mig selv helt ud til den vestlige spids ved fyret. Der faldt jeg over Filosoffernes have, som var et forsømt anlæg med små nærmest tilgroede stier. På alle mulige og umulige steder var der så citater af forskellige filosoffer. Dette er af Kant:
” Det er bedre at være et utilfreds menneske end et tilfreds svin. Det er bedre at være en utilfreds Sokrates end en tilfreds tåbe”

På vejen hjem sejlede vi i gennem hullet på Fraglioni Stella.

Da jeg kun havde penge til 2 nætter, og skulle forlade pladsen senest kl. 11, måtte jeg tidlig op for at nå min planlagte vandring på 9 km og 450 højdemeter. Turen gik ud på en halvø lige ved den lige by, og første mål var et gammelt nedlagt stenbrud, hvor bygninger og havneanlæg stadig står.

Det Napolitanske kongedømme, grundlagt af de tidligere omtalte normanner, erstattede i 1600 tallet, normannernes runde vagttårne med nye og firkantede, som en del af deres forsvarsværker.

Som tidligere nævnt er der små firben overalt, dette er en af de største jeg har mødt.

Ude af vagten inden kl. 11 gik turen så langs halvøens sydside, Amalfi kysten. Og havde kystvejen i mandags været flot så var denne endnu flottere. Den klamrede sig til den lodrette klippe, var meget slynget og med meget bjergkørsel og så var den ret smal mange steder og fyldt med biler. Især de små byer undervejs var slemme.

Lige før Amalfi by kom jeg til Grooto dello Smeraldo, den smaragdgrønne grotte. Og da jeg nu missede den blå, så tog jeg den grønne i stedet. Lyset kommer igennem en undersøisk indgang 5 m. nede. På bunden er der en keramisk julekrybbe ( jeg ku’ ikke se den ) som dykker pilgrimme besøger 24.12 0g 06.01.
Man kan sejle til grotten, men der er også en trappe, i højre side, den er dog spærret af, og i stedet er der 2 elevatorer, der står lige i vejkanten, som fører ned til grotten. De 4 mennesker er en københavnsk familie, de første dansker jeg har set i næsten 1,5 måned.
Sidste stop var Ravello, hvor der er et berømt hotel, Villa Cimbrone, fra 1800 tallet, hvor Greta Garbo boede når hun trængte til fred og ro.
Det var dog kun haven der kunne beses, og den havde et forsømt præg, mange af statuerne var forfaldne, som Poggie di Mercurio der manglede den ene hånd.

Det mest berømte er dog dette, Terazza dell’Infinito, terrassen med den uendelige udsigt. Den ligger højt hævet over Amalfi kysten.

Nu er jeg så kommet til Camping Zeuss i Pompei, så de næste par dage drejer det sig så igen om en vulkan, Vesuv denne gang.