Det helt skarpe hjørne

Så nåede jeg det rigtig skarpe hjørne, jeg camperer ved spanske fastlands sydligste spids, og, som jeg skrev sidst, fra nu af går det kun mod nord og så lidt mod øst.
Men jeg startede dagens blok med et sidste stop i Portugal i den lille by Tavira. Lige ved torvet går den bro over Gilao floden, og folk kalder den stædigt Ponte Romana, selvom den først blev bygget i middelalderen.

Byen har også en lille kirke, Misericordia, fra 1551, Algarves flotteste renæssance kirke. hvor alle vægge indvendig er beklædt 18 azulejos paneler.
De blå kakler skildrer Jesu liv på jorden.
Men så lagde jeg Portugal bag og satte kursen mod Spanien og Sevilla

Sevillas mest monumentale bygning er uden tvivl denne halvcirkel formede bygning med en buegang foran, der omslutter den halvmåne formede Plaza Espana. Den ser godt nok lige ud, men det skyldes, at jeg måtte bruge panorama funktionen for at få det hele med.

Rundt i halvmånen er en kanal med flere broer over, som disse der fører op til midterindgangen

Jeg springer lige over La Giralda, et 93 m højt tårn, forklaring følger, for her får vi et overblik over 3 attraktioner, som kommer senere. 1 er Sevillas Alcazar fra midten af 1300 tallet. 2 er Archiva General de Indias. Og endelig er 3 Katedralen.

Nr 1: Alcazar som er bygget i mudejar stilen var i næsten 700 år kongeslot. Det er ikke helt så flot som Alhambra i Granada men er meget i samme stil. Det viste sig at man skulle bestille billet til det der hedder det gamle kongekvarter på første sal, det var udsolgt, så det missede jeg.
Billedet viser Galeri Grotesk, et langt to etages galleri, der strækker sig ud i haven

Patioen her er fra Rey Don Pedros palads

Og det samme er disse fine detaljer

Nr. 2: General arkivet fyldt med hylder der segner under historiens vægt. Siden 1785 har man samlet 36.000 dokumenter fra koloni tiden, da Sevilla var centrum og en af verden rigeste byer. Men hvor blev jeg skuffet. På første sal var 3, af de 4, fløje godt nok fyldt fra gulv til loft med dokumentkasser, men de var alt sammen tomme pap kassetter. Kun ganske få dokumenter var udstillet

Nr 3: Katedralen. Jeg kunne ikke få et ordentligt billede, så i får det her foto taget fra et tårn ned ved floden. Kirken blev påbegyndt i 1401 og det tog over 100 år at bygge kirken hvis loft hvælver 56 m over jorden.

I har set en del kirkerum, så i får lidt fra den katolske kirkes raritetskabinet i stedet. Øverst til venstre en udstoppet krokodille, i Sevillas katedral !!
Til højre Johannes Døberens afhuggede hoved ( en gave til Salome ) ikke så pænt anrettet på fad, som jeg viste for 6 år siden i min blok.
Nederst til venstre Columbus grav, hvis det da er Columbus, der ligger der. I 1544 blev hans blykiste fragtet til Santo Domingo i den Dominikanske republik. 3 århundreder senere vendte han så tilbage, men sagkundskaben er tvivl, måske blev Columbus derovre og stedet sendte de knoglerne af Diego, hans søn.
Nederst til højre den store guldbelagte tegneserie bag alteret.

La Giralda, kirkens tårn, fra omkring 1190 er i virkeligheden minareten fra den moske der blev jævnet med jorden da man byggede katedralen. Det er Sevillas svar på runde tårn, bare firkantet, der er nemlig, i den nederste del, 35 skrå slisker mellem reposer i hver hjørne, så man kan køre derop i rullestol, hvis man har kræfterne, men som de viser på planchen, må disse stakler nøjes med udsigten i 42 m højde, da der sluttes af med 17 trappetrin

Efter frokost gik jeg ud til Pilatus hus, opkaldt efter Pilatus i Jerusalem, hvis hus var inspiration. Der er også bygget i mudejar stil.

Kig godt efter inde hjørnet, da man skulle lave en dør i kakkelvæggen, sprang man lidt over og lavede den af træ, for så at male dør og karm så de ligner kakler.

I går kom jeg så til Tarifa, det spanske fastland og det Europæiske kontinents sydligste punkt. Den nordlige side af Gibraltar strædet. Skillepunktet mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Desværre har det været en diset dag. Vi fik en anelse regn og lidt torden her til morgen. Så det sydlige punkt fortaber sig lidt i disen.

Jeg gik en lang tur langs kysten og op i højderne på Midelhavs siden. Her var der mange fuglekiggere, trækfuglene til Afrika passerer henover her. Jeg talte med en af dem, og han sagde, der var mange rovfugle. Så pegede han hen over bilen. Se alle dem der er, men jeg kunne ikke se en dyt. Jeg fik dog et billede af en som vist nok er en glente

Da jeg gik langs kysten var det tydeligt at se hvordan klipperne, foldet op for millioner af år siden, gik i lag skråt op af havet. De var så eroderet i tidens løb, de bløde lag mere end de hårde, så derfor stod de hårde, se pilene, frem som revler i havet og som fremspring på land.

Dagen skulle slutte helt ude på spidsen af Tarifa øen. Jeg ved ikke om dæmningen er naturlig eller kunstig. Øen har i hundreder af år været befæstet, på grund af den strategiske beliggenhed, og da jeg kom ud til fæstningen, havde miltæret, eller hvem ved jeg, lukket gitterporten, så jeg kommer ikke længer mod syd end hertil. Indsat klip med detaljer af øst og vestsiden.

I morgen og de næste dage gælder det Gibraltar, Malaga og Camino del Rey

Bogmærk Permalink.

Et svar til Det helt skarpe hjørne

  1. Louise siger:

    Med det skarpe hjørne nået, så ved vi jo turen stille og roligt går mod nord :0)

    Dejligt at læse alt stadig går godt og oplevelserne stadig står i kø.

    Rigtig god tur videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *