Hvad blev der af Algarve kysten

Den opmærksomme læser vil måske have bemærket at min lille grønne slange, nu knap 7000 km lang,  næsten er i Spanien. Hvad blev der af Algarve kysten?
Ja hvad blev der af den, den har jo skuffet lidt, min guidebog skriver næsten kun om barer, strande og restauranter, måske ikke lige mig.

Og hvad skal han her, en portugisisk vinsut. Jo jeg skjulte lidt i det sidste indlæg, min bil var begyndt at sige lyde i de bageste dele, mere og mere, så i stedet for at blive ved Vincent tog jeg til Lagos, nærmeste større by, for at opsøge en mekaniker mandag morgen.
På campingpladsen fik jeg adressen på en der åbnede 8:30, så på det tidspunkt holdt jeg der. En lille bestemt herre sagde, nej kl. 9:00, OK, jeg ventede og han snakkede med flere inden det 9:30 blev min tur. Næh det kunne han ikke snakke om, jeg skulle i modtagelsen. I modtagelsen sagde de  alt optaget, og henviste til et andet værksted. Jeg må have misforstået noget for det fandt jeg ikke.
Nå hvad så,min gps fandt turist informationen, så did jeg kørte.
Næh ikke i denne by, men i Portimao, der var der 2, så jeg afsted igen, 15 km mere. Men så lige pludselig,var det der, det værksted jeg ikke kunne finde, ok, jeg prøver. Hen til næste rundkørsel og tilbage i den anden side, der var midterrabat. Næh, de var også fulde. Fortsatte baglæns,  til en rundkørsel, der så ikke var en rigtig rundkørsel, så videre til næste og så endelig på sporet igen mod næste by.
Endelig det værksted havde tid, bare vent halvanden time, eller kom igen i morgen. Nej tak jeg venter.
Og nu kommer han, vinsutten. Jeg gik ned i byen, og i en park sad han med en hel flaske vin. Jeg fandt en cafe på havnen, og fik et glas vin !!. På vejen tilbage, sad han der endnu men nu kun en kvart flaske, ikke meget forskellig fra DK.
Nu kommer chokket tænkte jeg, da jeg blev kaldt ud i værkstedet ( Det skræver gode nerver at køre Europa rundt i en 20 år gammel bil, der har gået 410.000 km ).
Det var en plade, med ubestemmeligt formål, i baghjulet, der var rustet og gået løs. Hvis vi skærer den af er alt OK. Opkald til Søften Auto, ja det er OK. OK så gør vi det. Af med hjulet, og så faldt pladen af af sig selv. Betal 15 Euro ved kasse et, og du er kørende igen

Så satte jeg kursen mod Silves, for at spise frokost, kl. var kun 14 en lidt tidlig frokost, men jeg trængte. I Silves lå på toppen en gammel rød borg med forbindelse til Danmark. Den er bygget af Maurerne, Silves var en vigtig by for dem. Men i 1189 lagde 50 skibe med 10.000 korsriddere til ude ved kysten ved Lagos. De var fra Danmark og de Frisiske øer, de sluttede sig til kong Sancho I, og med belejringstårne og kastemaskiner indtog de Silves, slagtede indbyggerne og jævnede byen med jorden.
Korsridderne drog videre til Palæstina, hvor de selv blev slagtet. Mauerne reparerede borgen og holdt stand til 1242.

Det var en flot borg. Dørvogteren kender jeg ikke. Og jeg tror heller at den vimpel, der hang i byen, har noget med Danmark at gøre. Men endelig var de der, storkene, som jeg har hørt skal være her overalt.

På motorvejen lavede jeg en synd, måske jeg skal skrifte i den næste kirke. Jeg tog et billede i farten. Hvis det her er, hvad jeg tror det er, automatisk registrering af biler, med henblik på opkrævning af det gebyr, der står på den blå tavle, ja så er jeg spændt på, om de finder mig og det blå æsel, jeg har passeret en del af disse.

Så slog jeg lejr i Olhao, formodentlig min sidste i Portugal, og jeg satte mig og funderede over dagen og mine planer over et glas Vinho Verde !! ( den spanske hvidvin der drikkes meget ung og kold ).  Så kom hun, miss Hyacinth, med de briller kan hun ikke være andet, og hun snakkede meget og højt. Der er for øvrigt mange englændere her.

I går cyklede jeg så ind til Faro, Algarves hovedstad og kravlede op i katedralens tårn og så, at det er Portugals Ribe, i hvert fald ligger den lige ude til et stort vadehavsområde.

Selve kirken er ikke noget specielt, et sammensurium af epoker, men der var et flot barok orgel.

Lad mig så lige lufte min yndlingsaversion i anledning af, at jeg faldt ind i kirkemuseet. Se dette skab fyldt med overdådige dragter og hatte, silke og ædelstene en mas. Og de 16 små overdådige indlagte mosaikker der viser Jesus’s via dolorasa. Alt betalt af den lille mand gennem tiderne, med blod, sved og tårer, mens han selv led alskens afsavn.

Selvfølgelig skulle jeg også se benhuset, det næststørste i Portugal, det største var med i forrige blog. Selv karmen er af knogler. Så var jeg færdig med Faro, og sled mig hjem i varmen.

I dag blev det en lille tur i naturområdet, som ligger klods op af campingpladsen. Her er en gammel maurisk vandpumpe, drevet af æsel eller muldyr. I det hele taget har maurerne efterladt rigtig mange spor såvel her i Portugal som i midt og syd Spanien.

EU har nu også sat sine spor, hvad er der her tænkte jeg, en gammel forladt villa midt naturparken. Så så jeg et skilt med opført med støtte af EU. OK et forladt EU projekt, men der var nogen derinde. Indeni var det faktisk meget pænt, det var et besøgscenter.

Turen sluttede nede på forstranden, der var ebbe og jeg gik ned og snakkede med de her mennesker. Den brede sorte stribe er skellet mellem statens område t.v. og private licensområder til højre. Billedet t.h. er et område, som er givet i licens til en privat. Ikke de her, de er lønslaver. Ham her samler muslinger, den anden fylder sand i en trillebør. Prøv at gætte hvad han gør før i klikker på filmen.

video
play-sharp-fill

Ku’ i gætte det? Det er Sisyfus arbejde,sandet skal væk, af hensyn til muslingerne, så han kører det ud i havet og om 1-2 måneder er det tilbage igen, så han bliver ikke arbejdsløs.

Lad os slutte med en Portugisisk, eller for den sags skyld sydeuropæisk, fastligger. Man bygger simpelthen et hus hen over både campingvogn og fortelt, som beskyttelse mod sol og fyrrenåle.

I morgen kommer jeg igen til Spanien, 18 dage og næsten 2000 km tog det mig at zigzagge mig i gennem Portugal.
Og nu har jeg en deadline, den 31 august skal jeg vandre på Camino del Rey lidt nordvest for Malaga, det er en dag senere end jeg ville, men det er den første dag der er ledige pladser. Så jeg havde nær forregnet mig.
Så nu ved i det, 1 september går det mod nord, med lidt svinkeærinder undervejs bliver det nok til knap 4000 km.

Bogmærk Permalink.

2 svar til Hvad blev der af Algarve kysten

  1. abuole siger:

    Hej
    Malaga er på programmet
    Knus

    • Louise siger:

      Hej Far

      Det lyder godt. Jeg kiggede lige i mine papir fra mit besøg i byen og du skal tage dig tiden til at besøge Casa Aranda (ligger i centrum af byen) – her skal du bestille churros og sikre du får en kop chokolade og dyppe dem i. Mindes da jeg var der at det også var det eneste spiselige du kunne få der. De har primært åbnet formiddag og aften.
      Det er de bedste churros jeg har smagt i spanien.

      Og slottet/borgen hedder Castillo Gibralfaro.

      Kram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *