Roms kornkammer

Så rundede jeg et skarpt hjørne Kap Vincent, nu går det mod øst igen, nogle dage, inden kursen sættes mod nord. Men der lige nogle svinkeærinder undervejs.

I onsdag forlod jeg Lissabon og satte kursen mod det flade og frugtbare Alentejo. Vejen gik gennem store kornmarker, på vej mod Evora som sagdes at kunne brødføde det halve romerrige. Markerne er allerede høstet,og der var mange marker som denne, hvor korkegen står spredt på marken. På det indsatte billede ses at kornet står rundt om stammen. I følge hr. Jørgensen, som vi kommer til, er det fordi staten ejer korkegene og de må ikke fældes. Det checkes af skovpolitiet !

I det hele taget er der mange korkege i området, enkeltstående eller i skove. Disse ege er lige blevet skrællet. I følge samme hr. Jørgensen kan man skrælle egen ca. hver 9. år, derfor skriver man det sidste ciffer i årstallet på stammen med hvid maling. Se 7 tallet på egen til højre.

Den gamle bymur står næsten intakt rundt om den gamle by kerne.

Katedralen var lukket da jeg ville se den, men heldigvis var Sao Franciscos benkapel åbent. Man mener det består af 5000 skeletter, Over døren står der ”Vi knogler som er her til stede, venter på at dine skal blive rede”

Evora har også en gammel viadukt, ikke fra romertiden, men dog fra 1600 tallet, og her krydser den bymuren, Inde i byen indgår den, som det kan ses, som en del af underliggende huse.

På en af mine ture fulgte jeg den gamle viadukt på 5-6 km

På vejen derud passerede jeg disse får, med hvide hejrer på ryggen ( indsat nærbillede for at vise at det ikke er fup ). Men hvad hejrer gør for fårene, det så jeg ikke.

Der var også mange af disse kæmpe agave blomster. I mange år ser de ud som den til højre, og så går de i blomst, og gror denne kæmpe blomst, hvorefter de dør.

På min anden tur var jeg mere på landet, og så de mange flotte porte der er ind til gårdene, selv de mindste. Ved en var der lavet huller og der stod en hest og kiggede ud.

Men overalt var der denne her lyd. Alle gårdene havde hund, og alle hundene gøede, heldigvis var der hegn og lukkede port

I går skulle jeg så videre og skulle lige et smut forbi Monsaraz, en gammel grænsefæstning vendt mod Spanien. Den lå majestætisk på toppen af en klippe.

Selv om der var trangt på toppen, var der dog blevet plads til en arena. Prøv at se den røde pil. Der var et tårn i hjørnet, derfor kunne der ikke blive plads til den gang der gik hele vejen rundt, så man havde sat 4 trædesten ind i muren, og de blev brugt, de var slidte, og ingen rækværk, tårntrappen startede halvvejs ud over kanten. Et andet sted var der denne 3-4 m høje trappe, også uden rækværk. Og turister i massevis rendte frit rundt over det hele. Den gik ikke i lille Danmark

Fra toppen kunne man se Alqueva søen, Europas største kunstige sø, skabt ved opdæmning af Guadiana floden i 2004. 1200 km kystlinie og 250 km2 vandoverflade.

Så kommer vi så til hr. Jørgensen, Hans Christian. Han er ingeniør og arbejde i Malaysia. I 1984 købte han og konen Carrie en stor sejlbåd, og i 4 år sejlede de rundt på verdenshavene. I 1988 slog de sig ned på en nedlagt grisefarm her i Portugal og begyndte at lave vin. I dag er det et stort foretagende og hans vine er flere gange kåret som verdens bedste. Jeg kom jo lige forbi, så jeg smuttede derop.
Det var lørdag, der var ikke åbent for publikum, og der var fuld gang høsten. 3 uger for tidlig på grund af varmen. Jeg havnede hos en af de ansatte som ringede efter chefen.
Billederne her muntrede jeg mig med mens jeg ventede: Druerne, sneglen der fører dem op i pressen, pressen hvor saften løber ud af, og så nogle øltønder. Gad vide om hemmeligheden er at der spæges med øl
Hr. Jørgensen, en gammel gut, der lignede mig, kom og gav sig tid til en snak og forærede mig et par flasker vin.

Den lille by Beja lå på min rute. Den ligner Evora og har haft samme betydning. Men der er 2 gode historier.
Mariana var en ung nonne (1640 – 1723 ) i Conceicao klosteret her. Der fik hun øje på en fransk officer og blev stormende forelsket. Men marquis Chamilly var kun på fransk visit og rejste snart hjem. Mariana udgød sit hjerte i en række breve til marquisen. Han syntes de var så pikante at han selv skrev 7 epistler og udgav dem sammen med brevene. Bogen ”Breve fra en portugisisk nonne” blev en bestseller men Mariana sygnede hen af sorg. Klosteret er i dag by museum

Inde i kirken er der meget flot sidekapel til ære for Johannes døberen, som virkelig er et hit hernede. Kapellet er ikke udskåret i træ med lavet af marmor, med indlagte mønstre, se detaljen.

Misericordia kirken blev oprindelig bygget som et marked i 1550, men ejeren prins Luis, fortrød da den var færdig, den var for fin til korn og gulerødder, så han forærede den til Misericordia-ordenen, som brugte den som kirke. I dag er den så vendt tilbage til sin bestemmelse, i det den anvendes som marked til salg af lokal kunsthåndværk.

I går overnattede jeg så i Vila Nova del Millefontes og da jeg gik ned af gaden kom de her pludselig gående. Der var op til flere grupper, også kvinder, der gik syngende gennem gaderne.

I dag slog jeg så lige et smut forbi Azenha do Mar, en lille fiskerlandsby, hvor fiskerne stadig trækker båden op på stranden. Lidt mærkelig, for der er lavet beton moler, og en betonslidske til bådene, men ingen kaj.

Den gamle gut her sad ude på en af molerne og fiskede, men hvordan han er kommet derud, er ikke godt at vide. Han gik ellers mens jeg var der, men desværre så jeg det ikke,

Så slutter vi med det skarpe hjørne, Cabo de Sao Vincente, med sit fyr på toppen af de 75 m høje klipper. Her strandede liget af martyrpræsten Vincent i 304. Fromme kristne begravede hans lig hvor fyret står. I 1173 kom så et skib sejlende til Lissabon med Vincents jordiske rester, uden kaptajn, men med 2 sorte ravne som guider. Derfor har Lissabon Vincent som skytshelgen og 2 sorte ravne i sit byvåben.