Lissabon

Som det fremgår af kortet, er jeg nu på den anden side af Lissabon, i en lille by Evora inde i landet, men det gemmer vi til næste gang. Det her indlæg er om Lissabon. Men igen kun et udpluk, alt kan ikke komme med.

Den 3,6 ha store plads, Praca do Comercio, er en af Europas største pladser og Lissabons navle, lige ned til Tejo floden. Midt på pladsen troner kong Jose I, i tapper positur, men han var måske ikke så tapper. I 1755 rystede 3 kraftige jordskælv Lissabon, mellem 15-70.000 mennesker døde, med efterfølgende brande og en tsunami. Kong Jose blev så skræmt, at han i resten af sine dage aldrig satte sine fødder under fast tag og sov i det fri.
Det var her magten tippede over i Nellike revolutionen 1974, da de regeringstro soldater nægtede at skyde på oprørerne.

I 1902 konstruerede Eifels lærling, Raoul Messiner du Ponsard, denne konstruktion, Elevador de Santa Justa, der løfter folk 32 m. T.v. set fra neden og t.h. set fra oven. Der er en kæmpelang kø for at blive en af de daglig mange tusinde brugere. Jeg afstod fra at stå i kø og tog gåbenene op ad de stejle gader til toppen.
For oven på elevatoren var der udsigtsplatform, hvor man skulle gå op, elevatoren kom ikke så langt. Der var en rigtig flot udsigt ud over byen og nogle af dens attraktioner. Her er Rossio pladsen, hvor blomster sælgerskene stak nelliker i soldaternes geværløb i 1974. Her kørte romerne væddeløb. Her blev de lærde jøder brændt i 1506 og her afsagde inkvisitionen domme mod kætterne fra 1571

Der var også en flot udsigt op til Castello de Sao Jorge, her starter historien om Portugal år 700 før Kristus og her stod slaget mellem mauerne og de kristne korstogshære.

Portugals flag vajer da også stolt på toppen.

Og her ved cafeteriet blev jeg lidt klogere, påfugle de bor i træer!!

Fra toppen ser også tydeligt Carmo kirken som ligger tæt ved, den blev ødelagt i jordskælvet 1755

Den står næsten urørt siden 1755 og er en meget flot kirkeruin. Der er en lille krølle, krigshelten fra den sande historie, blev på sine gamle dage optaget som munk i dette kloster, og levede så helligt et liv at han blev gjort til helgen af pave Benedikt i 2009.

Og kort derfra ligger kirken Sao Roque, en grå firkantet kasse, men var en af Jesuitternes højborge og indeni er der 8 store guldbelagte sidekapeller, opført i 1700 tallet da kong Joao V havde lommerne fulde af Brasiliens guld. Det vigtigste er Johannes Døberens kapel, som blev importeret fra Rom. Et hovedværk i europæisk barokkunst.

Så var det frokosttid, og jeg søgte, efter min guidebogs anbefalinger, mod Casa Do Alentejo. En ydmyg, næsten usynlig facade, men oppe på første sal træder man ind i en flot gårdhave og med en overdådighed af kakler og vægmalerier i den gamle teatersal og i selve restauranten. Det er hjemstavnshus for immigranter fra Alentejo provinsen

Jeg fik den traditionelle Migas. T.v. små stykker blandet gris og t.h. gammelt brød blandet med olie, hvidløg og andre krydderier. Med lidt pølse på toppen

Hen på eftermiddagen tog jeg sporvognen ud til forstaden Belem, der var der en flot udsigt til 25 April broen. Den flotte 2270 m lange og røde bro, der ligner Golden gate i San Francisco, blev færdig i 1966. Den er blevet ombygget af flere gange og i 99 blev der tilføjet 2 jernbanespor på det nederste dæk, de var med i designet men blev i første omgang sparet væk.

Som min gamle statiklærer på teknikum sagde, stål er stærk og gud er god, så den holder nok. Så det er nok derfor at man har sat Kristus op med udbredte arme midt på broen, for at være på den sikre side.

Så var det tid til kaffe og endnu en gang fulgte jeg min guide bog, og opsøgte det gamle Belem Confeiteria, cafe. Uden for var der en kæmpelang kø i 2 rækker, gosh, men så opdagede jeg at det var til takeaway butikken lige indenfor. Os der skulle have et bord skulle gå ind og stille os i anden kø til de mere end 400 borde. Endelig kom den så min kaffe americano og en pasteis de nata, en rigtig lille lækkerbisken.
Og det er den lille butterdejs kage med æggecreme og kanel det drejer sig om. Portugiserne er vilde med den. Og ejerne af denne her cafe er tipoldebørn af en gammel bager, der fik neglene i en gammel opskrift på Jeronimus munkenes hofdessert. Og han fik gang i den, i dag laves der dagligt 10.000 kager i cafeens bageri, dags rekorden er 55.000. Den spises overalt i Portugal og er tit den eneste kage man kan få.

Tilslut Padrao dos descobrimientos, de opdagelsesrejsendes monument, som Salazar opførte i 1960, 500 året for Henrik Søfarerens død. Foran er der et stort verdenskort i marmor med et lidt fortegnet Danmark, og på siden står Henrik Søfareren helt ude på spidsen med alle de andre portugisiske opdagelsesrejsende i trængsel bag ham.

I folkemunde kaldes dette monument kort og godt: ”Lad være med at skubbe”