Dolomitterne

Fredag satte jeg så kursen mod Dolomitterne på grænsen til Østrig, men på vejen var jeg lige et smut inde om Ferrara, som er en smuk lille by nord for Bologna.

Der var marked foran domkirken med liv og glade dage.

Og på frisen over indgangen står englene og deler folk op. De syndefri og troende til venstre til paradis. Synderne og de ugudelige til højre med lænker om halsen til helvede, og mon det ikke er der jeg skal hen ?

Este familiens palads, Diamant paladset, fra 1492 har fået sit navn fra de 8500 marmor diamanter, som pryder slottets facade.

Så var der fuld fart på mod nord til den lille by Ora 20 km syd for Bolzano hvor jeg skulle overnatte.

Lørdag kørte jeg så op i bjergene til Bletterbach slugten. Den er dannet ved en vulkan eksplosion hvor lavaen så er størknet igen. Derved er der dannet en lang smal slugt med lodrette klipper på begge sider.

Og ned i bunden løber vandet fra dette vandfald, Butterloch. Man skal ikke gå i slugten ved kraftig regnvejr, for så fyldes bunden med vand.

På vej ned fra bjerget var der stor opstandelse. Det var fordi køerne kom ned fra bjerget. Nogle af køerne var pyntet med ejerens navn og tyrene have en krans på.

De blev modtaget af nogle ryttere og denne vogn, men musikken blev næsten overdøvet af køernes klokker.

Senere gik det så de 20 km nordpå til Bolzano, af Strada de Vino, vin vejen. Hele området var enten fyldt med æbleplantager, til højre, eller vinmarker til venstre.

Og de her små højt belæssede vogne kom hele tiden. Kasserne er fyldt med æbler for æblehøsten, og også vin høsten, er gået i gang.

Pladsen i Bolzano var dog optaget, så jeg måtte sydpå igen, så jeg flyttede mig faktisk kun en halv snes kilometer.

Søndag morgen var det op på cyklen og 12 km, dem jeg kørte sydpå dagen før, ind til Bolzano til svævebanen, hvor jeg stillede min cykel, pkt 1.  Og modsat for et stykke siden, hvor jeg kørte op, gik rundt og ned, så gik jeg op denne gang, ca. 8 km og 1000 højdemeter til pkt. 3.  Det var en rigtig sej opstigning på nogen steder mellem 20 og 30 %

Undervejs, ved pkt 2, kom jeg forbi det, der kaldes jordpyramider, et meget specielt naturfænomen.Dem der kan tysk el. italiensk kan nu tjekke mig. I et tykt lag af moræneler fra istiden ligger der en masse sten, disse bliver langsomt frilagt af vejr og vand.  Stenene beskytter nu den underliggende jord, medens omgivelserne skylles væk. Derved dannes der pyramider med en sten på toppen. Pyramiden bliver dog langsomt tyndere, og på et tidspunkt falder stenen ned og så eroderes også pyramiden. Et landskab under konstant forandring.

Endelig oppe var der ret fladt, et meget besøgt område med en masse stier og restauranter. En af disse havde en masse lamaer, og ham her, det kan kun være en han, kunne jeg ikke stå for, som han stod der og skuede ud over landskabet.

Min frokostudsigt, pkt 4, var der heller ikke noget i vejen med, og det er faktisk de bjerge, jeg har været i gennem i dag. Alt i alt blev det til 18 km og 1240 højdemeter. Så jeg tror, jeg havde fortjent at tage svævebanen ned, den blå streg fra 3 til 1.

I morges var jeg tidlig oppe og allerede ved halv otte tiden var jeg undervejs. Jeg skulle ud af den 110 km lange Dolomitter vej fra Bolzano til Cortina, en vej fyldt med hårnålesving i hundredevis og stigninger, op til 20 %, så stejle at biler med campingvogne ikke må køre der. Det var da også en oplevelse med smalle dale, stejle veje, masser af små byer og den ene flotte udsigt efter den anden.

På toppen af det andet pas, Pordoi, i 2239 m højde og med 30 nummererede hårnålesving, plus alle de andre, stod dette mindesmærke. Det var for Fauso Coppi fra et løb den 2 juli 2000. De sætter pris på deres cykelryttere hernede.

Her er så et billede fra næste pas, Falzarego, 2105 m, hvor man kan få en fornemmelse af hvordan vejen snor sig.

Inden fyraften, skulle jeg besøge de tre tinder. Her ser man oppe fra tinderne ned mod Misurina søen, hvor man skal dreje fra hovedvejen og så køre 7 km op.  Af de 7 km måtte jeg køre 4-5 km i første gear, det har jeg godt nok aldrig prøvet så langt før.
Det fremgår tydeligt af dette billede hvorfor det hedder De 3 tinder, men det varierede meget, nogen gange så det ud som 2 andre gange flere.

Jeg gik hele vejen rundt om dem, lige knap 9 km. En nem tur uden væsentlige stigninger, stod der i min bog. Men største delen af turen var gennem disse barske områder, hvor man kan se stien og de hundredevis af folk der vandrede samme tur som mig. Disse “ikke væsentlige” stigninger var på over 400 højdemeter, faktisk en ret krævende tur.

Til slut et billede af snedækkede tinder mellem de mere nære bjergtoppe.

Sidst på eftermiddagen var jeg så i landsbyen Dobbachio, ganske tæt på den Østrigske grænse. I morgen tidlig forlader jeg så Italien, og det Italienske eventyr er slut.
I får lige et lille pift når jeg er landet i Søften, det bliver nok på torsdag.