Guld og blandede bolcher

 Min tur, mandag, ned langs kysten blev ikke den helt store succes. men på vej sydpå, i en lille by stødte jeg på dette sjove tårn, hvor hovedgaden mødte den gennemgående vej.

Og om aftenen slog jeg lejr tæt på New Quay ude ved kysten. Solen havde, for en gangs skyld, skinnet næsten hele dagen, så jeg tog min cykel og cyklede de 6 km ned til havnen, næsten nedad hele vejen, men så gik det jo opad, da jeg sku’ hjem og 1 par kilometer meget stejlt opad. Men nede i lystbådehavnen var det ved ebbe tid.

Om aftenen kom tågen ude fra havet. Og her til morgen, var det stadig regn og tåge. Så da jeg kom til den lille kystby Llangrannog, og skulle parkere på denne flotte parkeringsplads, viste det sig at være turens hidtil dyreste, 35 kr. Og da jeg blot skulle op på en klint og nyde en udsigt, der forsvandt i tågerne, takkede jeg nej.

Nå som dagen gik klarede det op og blev sol, og ved middagstid var jeg fremme ved guldminen i Dolaucothi. Her er den oprindelige åbne udgravning, der er ca. 2000 år gammel.

Disse vogne rummer ca. hver 1 ton, og den åbne udgravning menes at svare til ca, 500.000 vogne, gravet ud af romerne, og deres slaver, ved håndkraft.

Der var flere mindre åbne miner, men romerne lavede også gange, som disse, store og brede, 2 mand kunne sagtens passere med deres læs af klipper.

Dette mørke billede viser en stor udgravning, se personerne. Og alt dette stadig med håndkraft.

Efter romerne lå minen nærmest stille indtil omkring Victoria tiden. Så blev der gjort flere forsøg uden rigtig succes. Men nu med mere moderne metoder, blandt andet denne elevator til at hejse mænd og vogne op fra og ned i minen 

Og her demonstrerer guiden hvordan man brugte små børn til at holde og dreje det lange ståbor medens mændene slog på det, for at få boret hul til dynamitstængerne.

Udenfor stod de 5 helgeners sten. Sagnet siger at 5 gode mænd blev angrebet, med en haglstorm, af nogle onde væsner fra hulerne. Angrebet var så voldsomt at deres hoveder lavede mærker i stenene, og mændene blev taget med og aldrig set siden.

Andre mener at romerne brugte stenen til at knuse ertsen med guldet i.

Her til aften kom jeg så til Pencelli i nationalparken Brecon Beacons, også kaldet Black Mountains.

Da det er agurketid i dag, og dette indlæg blot er for at vise hvor jeg er, tager vi et par blandede bolcher.

Dette skilt med heste kørtøjer og kreaturer og en pil, undrede mig længe. De stod overalt på åbne områder med græssende får. Men så pludselig: Pilen peger hen til en låge ved siden af de allesteds nærværende kvægriste, for at vise hvor heste og dyr kunne passere.

 

Og så det her, i stedet for at skrive,”Smal bro” så skriver man overalt, for der er mange af dem, “Modgående færdsel midt på vejen”, ja de er sjove de englændere.

På vej op af Ben Nevis, stor Britaniens højeste bjerg, var der også en der forsøgte at være morsom. I må vist klikke på billedet for at læse spøgen

Og på min tur op til Loose Hill, holdt jeg rast, og mødte dette nysgerrige får, der ville tigge lidt müssli bar

Jeg troede kun disse var i gamle engelske film, men de står faktisk overalt de røde telefonbokse, selv på små øde landeveje. Denne her er vist nok defekt, men det er de normalt ikke

 

Disse veje har jeg kørt mange kilometer på. Og på denne vej var der problemer, jeg kørte bag en traktor og så mødte vi en stor lastbil. Jeg slap for at bakke, da de andre flyttede sig

Lad os slutte med lidt walisiske bynavne, nu jeg er ved at forlade Wales. Hvad mener i om dette byskilt

:0?

Eller disse 2 byer på kortet, de kender vist ikke lykkehjulet, for så havde de vist købt nogle vokaler.

Nå de næste 2 dage bliver jeg her og snører traveskoene, og besøger blandt andet Wales højeste bjerg, Pen Y Fan, men kun knap 900 m