Rom

Inden jeg i lørdags forlod vulkanen jeg havde overnattet i skulle jeg lige bese den lidt. Og man kan ikke undres over at Dante blev inspireret til at skrive Inferno. En omkring 200 grader varm mudderpøl fyldt med stinkende gasser og mineraller. Mudderet har gennem tiderne haft ry for at virke på diverse ind og udvortes sygdomme.

Og ikke langt fra pølen strømmer svovlstinkende gasser op af huller i jorden.

Nå men så gik turen direkte til Rom. Jeg havde fundet en plads på nettet som også GPS’en kendte. Så det gik rask afsted, men da jeg nærmede mig stedet blev jeg mere og mere loren, så da Tom sagde, at jeg var ved målet, holdt jeg midt i en romersk forstad i det NØ hjørne. Nå jeg tastede adressen ind, som jeg havde fra nettet, pladsen lå så SV for Rom, 45 km tværs gennem Rom. Heldigvis havde jeg skrevet Camping Tiberen op, og den lå kun 16 km væk. Det blev så sidste gang jeg kørte efter Tom’s adresser.

Søndag var en grå dag, og det blev da også en dag med små og store byger. Jeg var med bus og tog ind til byen og startede ved Peters Kirken og endte ved Colloseum, hvorfra jeg så tog tog og bus tilbage. Det blev alligevel til en travetur på 17 km.
Peters Kirken er stor og imponerende, selvom jeg mener, jeg har set kirker der var flottere. Jeg fik den ikke at se indvendig i 1962, da havde jeg shorts på, så i dag havde jeg regn bukser på, som i kan se senere.

Og der er altid små finurligheder i disse store kirker. Her står folk i kø for at komme hen til denne væg. så lægger de højre hånd på korset og hovedet eller venstre hånd på en plade i væggen og står et øjeblik, imens de formodes at bede en bøn.
Og her er så en velbevaret hemmelighed, som jeg nu indvier jer i. Her ligger Julemanden på Lit de Parade. Jeg vidste ikke engang han var død.
Der var mulighed for at komme op i toppen af kuplen. 551 trappetrin, men for de dovne og rige kunne man tage elevatoren og spare de første 231 trin. Først kom man ind i kuplen og så ned i kirken, så fortsatte man opad mellem de to skaller, den indvendige og udvendige kuppel, hvorfor gangen til tider var temmelig skæv ( billedet er ikke drejet )
Endelig kom jeg så op og fik fod på den katolske kirke, der her bliver trådt under fode.

Og ned på pladsen jubler tusindvis af mennesker, men skal jeg være ærlig, så var det ikke for mig, men fordi det søndag og klokken var 12 og paven velsignede folk eller holdt messe, det ved jeg ikke rigtig.

Men set på afstand hen over Tiberen og med Castel Sant Angelo, der lige kan anes til højre, er den da et flot syn.

På vej hen mod Piazza del Popolo ledte jeg efter min frokost, og her var den jo. Med 4.790.500 forskellige sandwiches, så var der da noget at vælge i mellem. Desværre var de fleste udsolgt så de havde kun ca. 20 forskellige tilbage.
Da jeg kom op i Borghese haven på Monte Pinci, byens ældste parkanlæg, faldt jeg, uden at slå mig, over denne her ikke særlig kønne plads, hvor sporvognene kunne vende og med kemiske toiletter.

Ja, det var Thorvaldsens plads.

Og ved pilen på billedet af pladsen står den her statue halvt gemt i træerne. Det er en Thorvaldsen statue, en gave fra København i 1925.
Men årstallet der er skrevet forkert med romertal , der burde havde stået det, jeg har skrevet med rødt. Nå men det er der jo alligevel ingen der ser.

Videre til Trevi fontænen, som jeg heller ikke så i 1992. Jeg husker den fra filmen “La Dolce Vita” med Anita Ekberg, og fra en spansk film der hedder “Elsa” hvor hovedpersoner, der er syg af kræft, rejser til Rom og klæder sig ud som Ekberg og lige som hende bader i fontænen.
Det var det store tilløbsstykke, med en kæmpe kødrand af turister.

Oven på det trængte jeg til en pause og et glas vin, og det fik jeg på Piazza Venezia med denne imponerende udsigt til “Il Vittoriano” et monument dedikeret til kong Victor Emmanuel II, Italiens første konge.

Det er vist en slags museum i dag, med gratis adgang, med en ikke særlig stor udstilling om Italien gennem tiderne. Der var en del pudsige ting udstillet. Måske kan den trofaste læser huske min Garibaldi historie fra støvlespidsen, her er så rygstødet af hans sæde i parlamentet. Spøjst.

På vej mod Colosseum mødte jeg så ham her, den svævende mand, og hans assistent der gik rundt og sagde, det er umuligt. Det er det jo også, så mon ikke der er et trick med en falsk hånd, den røde stang og en plade under det grønne tæppe.
Colosseum er jo som altid stor og imponerende.
Også indvendig må man jo blive imponeret.

I dag tog jeg så 330 km mod nord til Firenze, og klogeligt brugte jeg adressen fra netten og ikke Tom’s, så jeg kørte lige til Camping Michelangelo.

I undrer jer måske over de store spring på dette sted, både nedad og opad, men jeg har kun “Turen går til Norditalien” og “Turen går til Syditalien”, det troede jeg var nok, men det viser sig at hele det miderste stykke omkring Rom åbenbart er i en tredje bog, som jeg ikke har. Så hele det område har jeg ikke kunnet læse noget om.